* S-R-SF-regeringen vil gennemføre en skattereform, som er "fuldt finansieret" og sænker skatten på arbejde "markant".

* Skattelettelserne skal ifølge regeringsgrundlaget gennemføres på en "socialt afbalanceret" måde. Men en af de grupper, som har grundt til at glæde sig er de rigeste danskere.

* De danskere, der tjener nok til at betale topskat, kan nemlig i 2014 samlet set se frem til at slippe 1,7 milliarder kroner billigere i topskat.

* Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) siger, at den nye regering konkret vil hæve beløbsgrænsen for, hvornår man skal betale topskatten med godt 20.000 kroner.

* Dermed overtager den nye regering den topskattelettelse, som VKO-partierne tidligere har udskudt til i 2014.

* Thor Möger Pedersen vil heller ikke afvise, at det kan komme på tale at give endnu flere topskattelettelser end de planlagte i 2014.

* Helle Thorning-Schmidt har ellers tidligere kritiseret VK-regeringen for at ville give nye skattelettelser til de rigeste danskere, som ifølge Helle Thorning-Schmidt slipper for at betale regningen for den økonomiske krise.

* Efter Helle Thorning-Schmidt er blevet statsminister siger hun til Ritzau, at det er i orden at give skattelettelser til de rigeste danskere, så længe de er finansieret.

/ritzau/