Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, angriber finansminister Nicolai Wammens (S) argument for torsdag at smide LA ud af forhandlingerne om en fødevarecheck og ny moms.
B.T. er i besiddelse af en mail fra finansministeren, Vanopslagh modtog torsdag klokken 09:54.

Her skriver Nicolai Wammen følgende:
'Efter vores indledende møde og jeres offentlige tilkendegivelser om forhandlingsgrundlaget ser regeringen ikke, at I i LA er reelt interesserede i at indgå en aftale, der kan hjælpe de danskere, som har mindst og derfor også er blevet ramt hårdest af de høje fødevarepriser.'
Hele mailen kan ses i bunden af artiklen.
Alex Vanopslagh mener ikke, at det er rimeligt, når finansministeren i mailen mere end insinuerer, at LA ved ikke at ville indgå i regeringens forslag, afviser at ville hjælpe de danskere, der er hårdest ramt af de høje priser på madvarer.
»Liberal Alliance vil meget gerne hjælpe danskerne, som har svært ved at håndtere de høje fødevarepriser. Men vores budskab til regeringen var, at indsatsen skulle komme danskere i arbejde til gode. Det ønsker regeringen ikke,« siger Alex Vanopslagh.
'Et bureaukratisk monster'
Han mener, at det er SVM-Regeringen, der ikke vil hjælpe danskerne.
»Fødevarechecken vil være et dyrt bureaukratisk monster,« siger han og tilføjer:
»Desuden bliver fødevaremomsen så ineffektiv, at man for eksempel skal købe 11.250 æg eller over to tons havregryn, hvis man skal spare sig til en pose Matador Mix. Og den kommer først i 2028. Det hjælper ingen.«
Men er det ikke fair nok, at ministeren udelukker LA fra flere forhandlinger, når I er imod det konkrete forslag?
»Det må ministeren jo selv om. Men vi vil heller ikke være med i en aftale, som reelt er at lyve for danskerne,« siger Vanopslagh og fortsætter:
»Danskere i arbejde vil ikke mærke, at de får flere penge mellem hænderne. Det ved regeringen godt. De lader bare som om.«
Han argumenterer for, at Liberal Alliances forslag også vil kunne hjælpe de lavtlønnede.
»Vi vil sænke skatten i bunden, så alle i arbejde slipper for at betale skat af de første 5.000 kroner, de tjener. Det ville især kunne mærkes hos lavtlønnede børnefamilier. Og det kunne indføres i morgen,« siger han.
'Uforskammet og arrogant'
B.T. har forelagt Vanopslaghs kritik for Nicolai Wammen.
»LA har både kaldt det uværdigt, bestikkelse og vælgerflæsk, at vi vil hjælpe de danskere, der har mindst. Det synes jeg er uforskammet og arrogant over for de pensionister her i landet, der har mindst på bankbogen. Dem uden arbejde. Og de børnefamilier, der har svært ved at få råd til madpakken,« siger finansministeren og slutter:
»Måske Alex Vanopslagh skulle give Ældresagen eller Mødrehjælpen et kald og høre, hvordan det egentlig står til hos dem, der er mest udsatte.«
Se hele mailen fra Finansministeriet til Alex Vanopslagh her:



