Se listen: B.T.s politiske eksperter sætter ministerholdet
Socialdemokratiet må opgive minimum ét tungt ministerium til deres kommende regeringspartnere, lyder det.

Socialdemokratiet må opgive minimum ét tungt ministerium til deres kommende regeringspartnere, lyder det.

Bag lukkede døre udspiller sig et intenst slagsmål om magten i den kommende regering.
En kamp om de afgørende ministerposter i den spåede centrum-venstre-regering, som snart forventes præsenteret for danskerne.
Men hvem skal besidde de eftertragtede og tunge ministerier i den nye regering?
Her får du B.T.s politiske eksperters bud på hvem, der lander de tunge og mest omstridte poster.
Først og fremmest er en ting klar: Mette Frederiksen (S) bliver statsminister i en regering, som med overvejende sandsynlighed består af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og Radikale Venstre.

Og B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, tror, det vil koste Socialdemokratiet mindst én af de tunge poster.
Finans-, Justits, og Forsvarsministeriet er en kampplads
»Jeg ikke kan forestille mig, at Socialdemokratiet får lov til at have statsminister-, finansminister- og justitsministerposten. Der er fire partier i den her regering. Og Løkke har sagt, at der skal være færre ministerier. Så der er nogen, der skal flyttes rundt,« siger Henrik Qvortrup i podcasten B.T. valgkamp.
Men socialdemokraterne vil næppe afgive Finansministeriet. Dog kan det blive en kampplads for et internt opgør mellem Nicolai Wammen og Peter Hummelgaard om at blive Mette Frederiksens efterfølger.

»Det vil være en ægte overraskelse, hvis det bliver Hummelgaard. Men sker det, vil det fra Mette Frederiksens side sende et signal om, hvem hun synes, der skal være formand næste gang,« siger Joachim B. Olsen, der er politisk kommentator på B.T.
»Det ville være virkelig spændende,« tilføjer han.
Han vurderer dog, at Wammen bliver på sin post, og at Peter Hummelgaard lander et andet, tungt ministerium:
»Man kunne godt se Hummelgaard som ny forsvarsminister,« lyder det så fra Qvortrup.

Med disse poster besat af socialdemokrater bliver Justitsministeriet derimod en kamplads med en ny regeringspartner:
»Jeg tror, at SF får justitsministerposten, og spørgsmålet er, om det måske bliver Signe Munk (politisk ordfører i SF, red.),« siger B.T.s politiske redaktør, Emilie Jäger.
Samtidig spås partiets formand, Pia Olsen Dyhr, til en post i Økonomiministeriet:
»Hun har sagt, at hun gerne vil være finansminister. Det kommer ikke til at ske. Det tætteste, hun kan komme, er økonomiministerposten,« siger Joachim B. Olsen og tilføjer:

»Der vil være stor symbolik i, at SF får posten, for det viser, at man er fedtet ind i økonomien og har hanke i Finansministeriet.«
Og så har vi udenrigsministerposten. Her har Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, siddet tungt i flere år. Og det bliver han ved med, lyder det.
»Det kan Løkke klare, og det er der ikke ret mange andre, der kan. Dermed vil Moderaterne også lægge alt deres politiske kapital på, at Løkke får den post, han gerne vil have,« siger Joachim B. Olsen.

Kabalen skal gå op
Når de store poster er fordelt, står resten af ministerierne tilbage.
Blandt andet spår Emilie Jäger, at Radikale Venstre vil indtage Klimaministeriet med formanden, Martin Lidegaard, men potentielt også Kulturministeriet.
Her kan Zenia Stampe (R) overtage posten fra Moderaternes Jakob Engel-Schmidt, som så vil blive rykket til Erhvervsministeriet.
»Økonomi og erhvervspolitik er så vigtig for Moderaterne. Så der kunne man godt overveje at have en kronprins på Moderaternes side,« siger hun.
Yderligere er B.T.s eksperter overbeviste om, at Socialdemokratiet satser massivt på at få kontrol over Udlændinge- og Integrationsministeriet.
»Rasmus Stoklund havde ikke ministeriet i så lang tid. Men spørgsmålet er, om de prøver en ny? Sådan en som Frederik Vad. Men spørgsmålet er, om han er for ung,« lyder det fra Emilie Jäger.