Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh har fundet på et særligt trick til at genere statsminister Mette Frederiksen 1. maj.
Her til middag er der fløjet en flyvemaskine hen over Fælledparken med et banner med et billede af Alex Vanopslagh og følgende ord:
'Mere Frihed. Færre forbud.'
Og mens de fleste deltagere i arrangementerne i Fælledparken på arbejdernes internationale kampdag, bruger røde flag, så er banneret helt gult.
Alex Vanopslagh slår da også fast, at formålet med flyet med banneret er at vise alternativ til Mette Frederiksen.
»Vi udnytter, at så mange lønmodtagere er samlet et sted, og vil gerne vise, at der er et alternativ til Mette Frederiksens løftede pegefinger og mange forbud,« siger han og tilføjer:
»Med LA får borgerne mere frihed og lov til at beholde langt flere af de penge, man tjener.«
Men helt ærligt, Alex Vanopslagh, hvor mange deltagere på arbejdernes kampdag 1. maj i Fælledmarken, tror du vil stemme på LA i stedet for røde partier efter at have set det banner?
»Der skal jo nok være nogle unge borgerlige ude og nyde det gode vejr i Fælledparken, som bliver træt af at høre på rødt vrøvl,« siger han.