Carl Holst (V) holdt kun 93 dage som forsvarsminister, men han har spundet guld på sin korte tid i regering.

Tirsdag trak Carl Holst sig som forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde. Presset på Carl Holst er vokset dag for dag på det seneste, efter at flere og flere møgsager har presset sig på. Senest har BT dokumenteret, at Region Syddanmark med fuldt overlæg fik ændret en faktura, så den skjulte udgifter for 16.000 kr. til en ekstern konsulent, som Carl Holst i 2012 og 2013 havde hyret til at skrive et indlæg og tre taler. Tirsdag blev altså dagen, hvor han trak sig, men tiden som minister havde alligevel sikret ham en hvis indtjening.

11.077,80 kr. - om dagen. Det er hvad Carl Holst har tjent på sin korte og turbulente tid som minister

Af reglerne om eftervederlaget fremgår det, at ministeren ved sin fratræden modtager den løn, han eller hun fik under sit embede over en periode på en halv måned for hver måned, vedkommende har været minister - dog mindst 18 måneder og højst 36 måneder.

Carl Holst ville som minister tjene 1.176.595,56 kr. på 12 måneder. Det svarer til en månedsløn på 98.033,08 kr. Derudover er han som afgået minister også berettiget til et såkaldt 'eftervederlag' på 18 måneders fuld ministerløn - svarende til 1.764.893,34 kr.

Efter 93 dage som minister har Carl Holst altså gjort sig fortjent til i alt 2.059.042,23 kr. i ministerløn.

Til gengæld mister Carl Holst både løn og omkostningstillæg som medlem af folketinget de kommende 18 måneder, svarende til 1.028.806,50 kr., som konsekvens af, at han modtager fuld ministerløn.

Det giver i alt Carl Holst en ekstraløn for de 93 dage som minister på 1.030.235,73 kr. Eller de 11.077,80 kr. om dagen.

Samtidig er Carl Holst ikke berettiget til at modtage livslang ministerpension. Den gives til tidligere ministre, når de er fyldt 60 år, men kun i tilfælde af, at de har beholdt taburetten i mindst et år - og det nåede Carl Holst som bekendt ikke.

Skulle Carl Holst få et andet job i løbet af de kommende 18 måneder, vil også disse indtægter modregnes eftervederlaget.