'Jeg hedder Mette, jeg er født i 1977 og mor til to.' Sådan indleder Socialdemokratiets 41-årige partiformand, Mette Frederiksen, dét nyhedsbrev, der ligger på partiets hjemmeside.

'Jeg vil gerne være en statsminister, der altid forsvarer dem i vores samfund, som har mindst,' fortsætter hun.

Om hun bliver dén statsminister, må tiden vise. Til gengæld er der ingen tvivl om, at hun er flasket op med ægte socialdemokratiske værdier.

I en ny bog, 'Mette Frederiksen: Et politisk portræt', fortæller hun bl.a. anekdoten om dengang, hvor hun som lille pige var indlagt på hospitalet med en brækket arm.

Og mens de fleste andre kom med bamser og slik, stak faderen hende bogen 'Grøn var min barndoms dal'. Om en fattig minearbejderfamilie i Wales.

»Min far har vel tænkt, at når jeg lå der i sygesengen med en brækket arm, kunne jeg lige så godt komme i gang med lidt god arbejderlitteratur, og det gjorde jeg så,« siger hun om gaven.

»Jeg åd hver en side, og jeg har stadigvæk bogen stående i min bogreol.«

At hendes far, Flemming, var - og er - hendes helt store idol, har Mette Frederiksen aldrig lagt skjul på.

Som barn fulgtes hun troligt med ham hånd i hånd til politiske møder i det nordjyske. Og var stolt som en pave.

»Jeg var nok, som døtre er flest, for jeg syntes, at min far var en af de sejeste mænd. Sådan havde jeg det virkelig.«

»For mig var han imponerende, når han rejste sig op og holdt en tale uden manuskript. Det kan han stadig,« siger hun i bogen.

At stoltheden også går den anden vej, vidner et af bogens private billeder om. Det er taget hjemme i forældrenes stue, hvor en ung udgave af datteren toner frem på tv-skærmen.

Mens far Flemming måske nok var den sejeste, var båndet til moderen Anette også utrolig stærkt.

»I min familie kommer man let til at tale om min far og hans side af familien, for der ligger det udadvendte og det politiske.«

»Men i det nære var det min mor, der fyldte,« fortæller Mette Frederiksen i bogen om moderen, der døde i 2013 af kræft.

'Mette Frederiksen: Et politisk portræt' er skrevet af journalist og forfatter Thomas Larsen og udkommer på Gyldendal 24. april.