Sass tænder af i B.T.-interview: 'Nu bliver jeg virkelig vred'
Henrik Sass Larsen er sigtet for at have været i besiddelse af omkring 6.000 billeder og cirka 2.000 videofiler med seksuelt overgrebsmateriale med børn. Så Larsen fortæller om hele forløbet i en ny Podcast med B.T.s Henrik Qvortrup. Bax Lindhardt
I et helt nyt interview bliver Henrik Sass Larsen så frustreret over et spørgsmål, at han med egne ord er »pissesur«.
Den tidligere socialdemokratiske minister taler med B.T. i forbindelse med sin tiltale for besiddelse af overgrebsmateriale med børn - idet ét spørgsmål pludselig bliver for meget for den toppolitiker.
»Det bliver jeg pissesur over,« siger Henrik Sass Larsen. Vi vender tilbage til spørgsmålet senere.
Den tidligere socialdemokratiske minister er tiltalt for at besidde mere end 6200 billeder og 2200 filmsekvenser med overgrebsmateriale med børn samt en børnedukke med seksuelt formål for øje.
Han nægter sig skyldig - og giver nu sin forklaring til B.T.
Grunden til, at Henrik Sass Larsen har downloadet massive mængder overgrebsmateriale med børn, skyldes, ifølge Sass selv, at han har ledt efter materiale af sig selv som barn, hvor han bliver misbrugt.
Nærmere bestemt en video af sig selv, som han angiveligt fik tilsendt på mail tilbage i 2018.
Henrik Sass Larsen har ikke fremvist dokumentation for videoklippets eksistens, men oplyser, at klippet blev startskuddet til, at han i de efterfølgende år ifølge politiet downloadede over 6.000 billeder og godt 2.000 filmsekvenser med seksuelt materiale med børn.
I interviewet med B.T. bliver han bedt om at forholde sig til, at erfaring viser, at folk, der er blevet misbrugt i sin barndom, er mere tilbøjelige til selv at misbruge.
Og det er her, at det pludselig bliver for meget for Henrik Sass Larsen.
Du vil ikke have siddende på dig, at du har været ude på den her mission, fordi du selv har en eller anden nydelse forbundet med det?
»Nej. Det har jeg ikke. Og det har jeg aldrig haft. Det er også lige i overkanten, ikke? Hvis det nu faktisk er sådan, at man er blevet misbrugt, så er det ikke særligt rart at få at vide, at man er misbruger,« siger Sass.
Han fortsætter:
»Men det bliver jeg lidt vred over, at du siger. Det gør jeg sgu. Det bliver jeg pissesur over.«
Hvad angår forskning på området så har B.T. kontaktet Det Kriminalpræventive Råd, der henviser til en VIVE-rapport fra 2021.
Her står der, at voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen, har 3,3 gange så stor en risiko for selv at krænke andre seksuelt i forhold til personer, der ikke har været udsat for et seksuelt overgreb, da de var børn.
Jeg siger ikke, det er foregået sådan hos dig. Men det er det, der gør, at folk tænker sådan...
»...Det er meget muligt, men så må folk for mit vedkommende tænke om. Jeg har dæl-duleme aldrig nogensinde misbrugt noget barn. Kunne ikke drømme om det.«
Han fortsætter:
»Så kan man mene, hvad man vil om, hvorvidt jeg har lavet privat efterforskning eller ej. Det erkender jeg, at jeg ikke har været dygtig til. Men der er fandme forskel på dét og så på at være misbruger. Og det er jeg ikke af nogen som helst børn.«
Du virker ægte vred nu...
»Jamen det er jeg. Fordi jeg er sgu sur. Ved du hvad, jeg er virkelig vred over, at blive beskyldt for, at bare fordi du selv er blevet misbrugt, så skal du også selv være et dumt svin. Fandme nej.«
Lyt til de to første afsnit af interviewet med Henrik Sass Larsen i B.T.s podcast Q&CO i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke ‘lyt’ herunder:
B.T. gennemførte d. 2. juni et større interview med tidligere minister og folketingsmedlem for Socialdemokratiet gennem 19 år, Henrik Sass Larsen.
Baggrunden for interviewet er dels, at Henrik Sass Larsen er tiltalt for en alvorlig overtrædelse af straffeloven i forhold til overgrebsmateriale med børn - dels, at han planlægger at udgive en bog.
B.T. har haft mulighed for at læse et udkast til denne bog.
Sass Larsen har haft en central rolle i dansk politik og i toppen af dansk erhvervsliv. Derfor er det B.T.s vurdering, at Sass Larsens forklaringer i forbindelse med anklagen i høj grad har offentlighedens interesse.
Interviewet udkommer i fire afsnit via B.T.s podcast Q&CO og vil løbende blive dækket på B.T.dk
Vært: Henrik Qvortrup
Kilde: Henrik Sass Larsen, tidligere vækst- og erhvervsminister for Socialdemokratiet og medlem af Folketinget fra 2000 - 2019
Journalist: Maria Asmine Dam
Afvikling: Maria Asmine Dam, Daniel Sarto Lassen, Andreas Meldgaard og Bax Lindhardt
Redaktør: Henrik Madsen
B.T. gennemførte d. 2. juni et større interview med tidligere minister og folketingsmedlem for Socialdemokratiet gennem 19 år, Henrik Sass Larsen.
Baggrunden for interviewet er dels, at Henrik Sass Larsen er tiltalt for en alvorlig overtrædelse af straffeloven i forhold til overgrebsmateriale med børn - dels, at han planlægger at udgive en bog. B.T. har haft mulighed for at læse et udkast til denne bog.
Sass Larsen har haft en central rolle i dansk politik og i toppen af dansk erhvervsliv. Derfor er det B.T.s vurdering, at Sass Larsens forklaringer i forbindelse med anklagen i høj grad har offentlighedens interesse.
Interviewet udkommer i fire afsnit via B.T.s podcast Q&CO og vil løbende blive dækket på B.T.dk
Vært: Henrik Qvortrup
Kilde: Henrik Sass Larsen, tidligere vækst- og erhvervsminister for Socialdemokratiet og medlem af Folketinget fra 2000 - 2019
Journalist: Maria Asmine Dam
Afvikling: Maria Asmine Dam, Daniel Sarto Lassen, Andreas Meldgaard og Bax Lindhardt
Redaktør: Henrik Madsen