Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, har meddelt partiformand Mette Frederiksen, at han ikke er til rådighed som minister i en ny regering. Det bekræfter Socialdemokratiet over for B.T.

Sass Larsen er indtil videre sygemeldt. Samtidig har han besluttet ikke at genopstille til Folketinget ved næste valg. Beslutningen om at give afkald på en ministerpost og sygemelde sig bliver ifølge DRs oplysninger uddybet på Facebook senere i dag.

Dermed får Mette Frederiksen ikke sin nærmeste samarbejdspartner i Socialdemokratiet med på ministerholdet, hvis hun bliver statsminister.

Henrik Sass Larsen var ellers tiltænkt den helt centrale plads som finansminister, og han har været med til at lægge den strategi, der har ført Frederiksen frem til rollen som kongelig undersøger og mulig statsminister.

For Henrik Sass Larsen er det et hårdt slag at måtte give afkald på muligheden for at blive finansminister. Det forstærkes af, at det sker for anden gang.

I 2011 var Sass nemlig også tiltænkt Finansministeriet, men fik ikke posten, da Politiets Efterretningstjeneste, PET, ikke ville sikkerhedsgodkende ham – hvilket senere blev kritiseret fra flere sider, fordi PET's beslutning byggede på et enkelt møde mellem Sass og en lokal rocker i Køge.

Dermed har Henrik Sass Larsen spillet en central rolle i både Helle Thorning-Schmidts og Mette Frederiksens bestræbelser på at blive statsministre – for så ikke at komme med på ministerholdet.

Henrik Sass Larsen indtrådte til gengæld i Thorning-Schmidts regering i august 2013, da han blev udnævnt til erhvervs- og vækstminister.

Henrik Sass Larsen deltog i de første møder fredag i forbindelse med Mette Frederiksens forsøg på at danne regering, men han var ikke til stede ved søndagens forhandlinger.

Han fortalte i februar 2019, at han i 2018 blev ramt af en depression. I et stort interview i dagbladet Politiken rettede han en hård kritik mod Ekstra Bladet, som han mente forfulgte ham på Christiansborg.

Sass Larsen har også i interview fortalt om en hård opvækst på Københavns Vestegn, hvor hans stedfar slog ham, indtil Henrik Sass Larsen kom på børnehjem og senere blev bortadopteret.

Den nuværende gruppeformand i Socialdemokratiet har været politisk aktiv hele sit voksne liv og var blandt andet formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, før han blev medlem af Folketinget.

Ved valget grundlovsdag fik han et skuffende personligt stemmetal og blev kun lige akkurat genvalgt, som den ottende ud af otte socialdemokrater i Sjællands Storkreds.

Han har nu meddelt sin opstillingskreds i Køge, at han ikke søger genopstilling ved næste valg til Folketinget.