Lyt til artiklen
Socialdemokraternes gruppeformand Henrik Sass Larsen beklager nu over for den tidligere topmodel Camilla Vest, der i marts blev frikendt for skatteundragelse af Østre Landsret efter byretten først havde idømt hende og ægtefællen små to års fængsel.

BT har fornylig i en række artikler beskrevet, hvordan Skat har brugt beskidte tricks for at få ram på fotomodellen Camilla Vest og hendes mand.

Blandt andet forsøgte Camilla Vests advokat efter byretsdommen uden held at få adgang til statsminister Helle Thorning-Schmidts mand Stephen Kinnocks afgørelse, fordi han mente, de to sager var sammenlignelige. Derfor undrede advokaten sig over, at Kinnock som bekendt endte med ikke at skulle betale skat i Danmark.

Sass Larsens beklagelse skete lørdag formiddag i  det politiske magasin 1240 K på TV2 News, hvor Camilla Vest var igennem på en telefon.

- Jeg synes, at det er utroligt, at der slet ikke har været nogen reaktion. Ikke fordi jeg skal have en undskyldning, men jeg synes, at det på en eller anden måde havde været en rar afslutning, hvis man havde kommet med en beklagelse. Det er helt utilgiveligt den måde Skat har behandlet os på, sagde fotomodellen.

Og Sass kvitterede med en beklagelse.

- Jeg har ingen problemer med som folketingsmedlem over for enhver borger, der måtte være anklaget for et eller andet som de ikke har gjort, og hvor tingene er blevet fejlbehandlet i forhold til de offentlige myndigheder, så udsteder jeg gerne en beklagelse. Det har jeg ingen problemer med, jeg synes ikke man skal behandles sådan, sagde Sass. 

Da Helle Thorning-Schmidt i august lagde hele sin mands afgørelse frem i Politiken, kunne Camilla Vests forsvarer faktisk bruge den i ankesagen i marts i år, hvor Vest endte med at blive pure frikendt. Endda med direkte henvisning til Skat Københavns afgørelse i Kinnocks sag. 

Camilla Vest mener, at der er sket en forskelsbehandling. 

- Jeg tænker bare på, om der et eller andet sted er en forskelsbehandling, fordi man er den kommende statsministers mand, og jeg er en helt almindelig borger. Er der en forskel, det kan jeg da ikke andet end tænke over, sagde fotomodellen.

Trods sin beklagelse afviste Sass dog Camilla Vests beskyldning om forskelsbehandling med, at vi ikke bor i en bananstat og det er spin Venstre har sat i gang.