Kritikken hagler ned over regeringen i disse dage.

Handler det ikke om håndteringen af grønlandskrisen, drejer det sig om de kæmpestigninger i forsvarsbudgettet, som det er varslet, at danskerne kan se frem til. 

For hvor skal pengene komme fra? Det er et spørgsmål, der ikke gives mange på. 

Spørger man Sascha Faxe, der er politisk ordfører i Alternativet, har Danmark »sovet i timen«, hvad angår Forsvaret. 

Hun ønsker dog ikke at gå ind i, hvordan de øgede forsvarsudgifter skal finansieres, før styrkemålene for NATO er sat – og regeringen selv har meldt klart ud om sin beslutning. 

»Jeg køber ikke præmissen for deres (regeringens, red.) udmeldinger,« skriver hun til B.T. 

»Diskussionen om, hvor mange procenter vi skal bruge på forsvar, er ulogisk. Normalt beslutter vi i politik, hvad vi gerne vil opnå, og derfra finder vi en finansiering.«

Debatten er startet i kølvandet på Mette Frederiksens udtalelse tirsdag, hvor hun fastslog, at Danmark »er tættere på fem end to procent af BNP« når det gælder forsvar. 

Hun har tidligere, i et interview med Børsen fra marts 2024, varslet, at en krigsskat kan være en finansieringsmulighed.

Flere partier på højrefløjen, deriblandt Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, afviser alle at ville indføre en krigsskat for at løse finansieringsproblemet. 

Sascha Faxe er politisk ordfører for Alternativet.  Søren Bidstrup

Ifølge en analyse, som den borgerlig-liberale tænketank CEPOS har lavet, vil det årligt koste en almindelig arbejderfamilie 19.000 kroner i en eventuel krigsskat, hvis forsvarsbudgettet hæves til bare tre procent.

Bliver det i stedet fem procent, lyder beløbet på hele 57.000 kroner. 

Sascha Faxe vil endnu ikke tage stilling til en eventuel krigsskat, der »kræver flere penge af folk«, før der foreligger en klar plan fra regeringens side. Men hun skriver til B.T.:

»Regeringen, som altid afkræver andre en finansieringsmodel, samt er notorisk imod skattestigninger, står med et gevaldigt forklaringsproblem. For de skipper begge dele i denne debat.« 

Ligesom Alternativet ønsker SF ikke at kommentere finansieringsspørgsmålet, før der er kommet en endelig udmelding fra regeringen.

Regeringen har endnu ikke sat dato på, hvornår procentsatsen bliver fastsat.