»Stop, stop, stop, stop!«

Styrmandens skrig i cockpittet var ikke til at tage fejl af, og kaptajnen hakkede bremsen i med det samme. 

På det tidspunkt kørte flyet ud af startbanen med 230 kilometer i timen. 

Eller det vil sige: Det var faktisk slet ikke startbanen, flyet befandt sig på, og det var det, der var problemet.

Banen, flyet var i gang med at lette fra, var nemlig en såkaldt taxibane. 

Det kunne altså være gået helt galt, da et SAS-fly fra Bruxelles til København kom på afveje 5. februar i år, skriver luftfartsmediet Check-In.

En rapport fra den belgiske havarikommission AAIU har nu undersøgt hændelsen, som bliver karakteriseret som alvorlig. 

B.T. skrev også om episoden i februar. 

Flyet, en Airbus A320neo, havde 152 passagerer ombord, og fik grønt lys til at lette klokken 21.03 lokal tid. 

Lufthavnen i Zaventem i Bruxelles er blandt piloter kendt som et 'hotspot' inden for luftfart, og her mødes flere taxibaner og landingsbaner i et komplekst kryds. 

Så i mørket tog kaptajnen simpelthen den forkerte bane.

Det hjalp heller ikke, at det skilt, der angav nummeret på banen, ikke virkede, og lysene på landingsbanen var på laveste intensitet. 

Derfor var det først, da flyet var godt oppe i fart, at co.-piloten opdagede, at noget så helt forkert ud.

»Nej, det er forkert,« sagde han i cockpittet. Det viser optagelser af samtalen mellem de to piloter. 

Få sekunder efter kom råbene, som fik kaptajnen til at afbryde take off. 

Han trak øjeblikkeligt gashåndtaget tilbage, satte flyet i bakgear og bremsede hårdt. 

Da flyet kom ned i fart, kunne han dreje flyet en smule til højre, mens opbremsningen fortsatte. Få sekunder senere stoppede flyet på et område mellem to taxibaner.

Kort efter kunne piloterne melde til kontroltårnet:

»Vi er okay, men noget gik helt galt.«

Ingen af de ombordværende kom noget til, og der skete heller ikke noget med flyet. 

Situationen betegnes alligevel som alvorlig, da flyet potentielt kunne have ramt køretøjer, andre fly eller forhindringer på banen. 

En anden fare var, at banen kunne have været for kort til, at flyet kunne lette.

Rapporten giver ifølge Check-in også et billede af, at minutterne op til hændelsen var temmelig stressende. 

Flyet var nemlig forsinket, da det ankom til Bruxelles fra Oslo og havde kun 42 minutter til at gøre sig klar til take off mod København. 

Derfor havde besætningen fået et såkaldt CTOT-slot med et specifikt starttidspunkt, der gav ekstra tryk på for at få gjort flyet klar til afgang. 

Samtidig havde passagererne store mængder håndbagage med, og stewardesserne opfordrede over højttalerne til, at folk skyndte sig. 

Da flyet var i sikkerhed igen, kunne passagererne forlade det, og blev fragtet væk i busser. 

Nu overvejer SAS at indføre ny teknologi, der kan advare piloter, hvis de kører ind på den forkerte bane.

Den belgiske havarikommission undersøger stadig hændelsen, og rapporten er foreløbig.