Sandy Brinck har fået nok af Helle Thorning-Schmidts måde at køre den socialdemokratiske butik og i stedet har hun nu meldt sig ind i SF, erfarer Berlingske Tidende.

Hun forlod Folketinget for godt to år, selv om hun på det tidspunkt var placeret centralt som Socialdemokraternes velfærdsordfører og hørte til den unge og talentfulde generation med blandt andet navne som Mette Frederiksen, Morten Bødskov, Jeppe Kofod og Pernille Blach Hansen.

For 14 dage siden tog hun så det fulde skridt. Væk fra Socialdemokraterne og deres skattestop, som ifølge hende var dråben.

»Man kan aldrig melde sig ind i et parti, der mener fuldstændig det samme som én selv, men for mig var det store brud, da man tilsluttede sig skattestoppet i en eller anden grad. Der tog man tænderne ud af det fordelingspolitikken, som er sjælen for mig. Det har været en lang proces,« fortæller Sandy Brinck.

Hun blev for alvor kendt i brede kredse, da hun holdt talen for Frank Jensen i kampvalget mod Helle Thorning-Schmidt. Efterfølgende markerede hun sig som en særdeles rapkæftet kritiker af Helle Thorning-Schmidts højredrejning.

I dag er tungebåndet anderledes blødt. Hun vil således ikke forholde sig til, hvordan S-ledelsen klarer sig: »Det må S-ledelsen selv rode med.«Dog er hun ikke på vej tilbage til Folketinget som SF'er.

»Næ, nej. Jeg glæder mig bare til at få et politisk aktivt liv igen. At kunne gå til politiske møder og debatter - jeg har måttet erkende, at det at sidde og råbe ad TV-avisen derhjemme ikke flytter så meget.«

Og Folketinget? »Det tror jeg ikke, men jeg er holdt op med at spå om fremtiden. Vi skal leve livet forfra, og jeg glæder mig bare til at komme til de almindelige partiforeningsmøder.«

Hun mener, at det efterhånden kun er hos SF, at man får fordelingspolitik for pengene. Resten er så bange for parcelhusejerne, at de ik ke tør tage fat, hvor det virkelig batter:

»Jeg skifter, fordi kernen i mit politiske engagement er min sociale og økonomiske retfærdighed. Og her føler jeg mig i dag bedre hjemme hos SF. SF har en meget klar opfattelse af, at skal man virkelig ændre noget i forhold til den sociale retfærdighed, så bliver man nødt til at kigge på skatten.

Man kan ikke rende rundt og sige, at vi skal ikke kigge på ejendomsværdibeskatning, fordi man er bange for parcelhusejerne. Man er nødt til at tage nogle diskussioner, som måske ikke er populære, men som bare er nødvendige for at lave noget, der er andet end lapperi.

Et andet område er integration, hvor hun mener, at det store flertal i Folketinget bare lukker øjnene for, at der er skabt en social underklasse med et etnisk kendetegn.

For eksempel når fængslerne i dag er proppet med unge med anden etnisk baggrund, skyldes det næppe kultur eller hudfarve. Ingen erkender, at der ligger massive sociale problemer bag - i stedet bliver det slået hen med kulturelle forklaringer.

»Hvis den polarisering skal ændres kræver det både fordelingspolitiske tiltag og en anerkendelse af, at uddannelse og social baggrund generelt er mere forklarende end det faktum, at man er mørk i huden,« mener Sandy Brinck.