____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det var beskæftigelsesministeriet, der anmeldte Nicki Florager for trusler for beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, oplyser de søndag eftermiddag. Samtidig frigiver de hele teksten, der ligger til grund for deres anmeldelse, som kan læses længere nede i artiklen.  

Tidligere søndag beskrev BT og flere andre medier, hvordan Nicki Florager havde fået en bøde på 1500 kroner for et opslag, han havde lavet på ministerens Facebookside. Siden har Nicki Florager mødt støtte til sin kritik af Mette Frederiksen.

Men nu viser det sig, at hans kritik af ministeren også indeholdt trusler af hendes søn og datter.

Ifølge Politiets brev til Nicki Florager skrev han:

- SKOD SÆK!! Må din røv klø og dine arme være for korte!!

Men ifølge beskæftigelsesministeret er det blot en del af det opslag, Nicki Florager skrev på ministerens Facebookvæg. BT har fået den fulde tekst, der ligger til grund for ministeriets anmeldelse, tilsendt:

- Du splitter min familie!! JEG SPLITTER DIN! Mindre penge mere krimi!! Danske fængsler vil blive fuldt!! SKOD SÆK!! Må din røv klø og dine arme være for korte!!!!, skrev han til Mette Frederiksen, der er mor til to børn. Opslaget er efterfølgende blevet slettet.

BT har forsøgt at kontakte Nicki Florager for at forholde ham til de nye oplysninger, men det har ikke været muligt at komme i telefonisk kontakt med ham. Tidligere søndag afviste han dog at betale bøden.

- Jeg har ikke tænkt mig at betale bøden, for jeg har ikke råd, siger Nicki Florager, da BT fanger ham søndag formiddag. Han ønskede derudover ikke at forholde sig til bøden.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen er øverst ansvarlig minister for den kontanthjælpsreform, der trådte i kraft 1. januar 2014. Med reformen blev par over 25 år, der bor sammen, forpligtet til at forsørge hinanden, hvis den ene partner har en indtægt, der overstiger et vist beløb.

Nicki Florager har ifølge Midt- og Vestsjællands politi forbrudt sig mod straffelovens paragraf 121, som siger:

- Den, som med hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltale overfalder nogen af de i §119 nævnte personer under udførelsen af hans tjeneste eller hverv eller i anledning af samme, straffes med bøde eller med fængsel indtil 6 måneder