Venstres formand Lars Løkke Rasmussen er slet ikke rejst til klimatopmøde i Rio, som det ellers har været påstået flere gange i partiets forsøg på at lægge pres på Regeringen i de aktuelle forhandlinger om en skattereform.

Ekstrabladet.dk kan nu afsløre, at det hverken var Brasilien eller vigtige internationale topmøder, der var rejsemålet, da Lars Løkke i al hast forlod både Danmark og de vigtige forhandlinger om en skattereform søndag sidst på eftermiddagen.

Formanden for Danmarks største parti er i stedet rejst på miniferie i USA, hvor han har været sammen med sin datter Lisa, der har studeret i Chicago.

Her kan Far Løkke og datteren nyde både seværdigheder og en cheeseburger i fred og ro - langt, langt fra både klimatopmøde og skatteforhandlingerne, som Venstre har forladt.

Først onsdag rejser Lars Løkke - ledsaget af sin datter - videre til møderne i Rio.

Lars Løkke Rasmussen reelle rejseplan ligger mildest talt milevidt fra den officielle version af, hvorfor Løkke & Co. krævede hurtige og 'brugbare svar' fra Regeringen og satte søndag som absolutte sidste frist i de højspændte og aktuelle forhandlinger om en skattereform.

- Hvis jeg skal have folk til at sidde ovre i Finansministeriet, mens jeg er til topmøde i Brasilien, skal jeg have en aftale med Helle Thorning, inden jeg tager af sted om, at det er der basis for, lød det blandt andet fra Lars Løkke dagen før afrejsen.

Igen og igen har venstre fremhævet, at det er partibossens deltagelse i topmødet om klima i Rio, der er årsag til, at partiet ikke deltager i skatteforhandlinger i perioden mellem søndag den 17. juni og helt frem til tirsdag den 26. juni.

På intet tidspunkt nævner man noget om, at Løkke i virkeligheden tager tre dage tidligere af sted fra Danmark for at hygge sig med datteren i Chicago.

- Vi meddelte for over en måned side, at Lars Løkke Rasmussen skulle til de samme klimaforhandlinger som vores statsminister. Derfor kunne han ikke forhandle i denne uge, sagde Venstres Claus Hjort Frederiksen i går til Ritzaus Bureau.

Siden Løkkes afrejse har både erhvervsledere, kommentatorer og andre borgerlige partiet stået i kø med kritik af Venstre for at forlade forhandlingerne om skattereformen og dermed presse Helle Thorning & Co. i armene på Enhedslisten.

'Mens Løkke er rejst til miljøtopmøde i Rio, er Enhedslisten i realitetsforhandlinger med Regeringen om en rød skattereform, som vil aflyse de mindre overførselsindkomster og begrænser skattelettelsen for de mest arbejdsomme danskere', lyder det i dag i en leder i erhvervslivets talerør, Børsen, under overskriften 'Kom hjem fra Rio - Løkke'.