Billy Adamsen vidste, at jorden brændte under ham, da han i går eftermiddag trak sig som spindoktor for økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen.

Et par timer forinden havde B.T. meddelt ham, at avisen lå inde med nye og særdeles belastende oplysninger om ham.

Billy Adamsen løj groft om sin baggrund som ansat i Socialdemokratiet og oplyste helt misvisende i sine jobansøgninger, at han både havde været toprådgiver for Mogens Lykketoft og for den tidligere britiske premierminister Tony Blair.

Det konfronterede avisen ham med ved 13-tiden, og derefter indså han, at løbet var kørt.

Ansat i 20 dage

- Jeg har truffet den konklusion, at jeg ikke er ansøger til stillingen som særlig rådgiver, så jeg trækker min ansøgning tilbage. Det har jeg meddelt ministeriet, udtalte han til Ritzau, der sendte telegrammet ud klokken 15.13.

Han nåede kun at være ansat i 20 dage i en midlertid stilling, inden hans sensationelle comeback til toppen af dansk politik fik en brat afslutning.
 
Planen var ellers, at han skulle fortsætte som Brian Mikkelsens særlige rådgiver indtil næste valg.
På Christiansborg var Billy Adamsen en stående vittighed, og ingen forstod rigtig, hvad Brian Mikkelsen så i ham.

Han blev anbefalet til jobbet af folk i den konservative inderkreds.

Billy Adamsen har i de senere år knyttet venskabelige forbindelser til De Konservatives politiske ordfører Henriette Kjær og hendes mand Erik Skov Pedersen samt til den tidligere konservative partiformand og minister Hans Engell.

Vil tryne medier


I sidste uge omtalte B.T. en række af Billy Adamsens pinlige breve til Poul Nyrup Rasmussen fra perioden 1997 til 2002.

Heraf fremgik det, at Billy Adamsen nærede et stærkt ønske om at tryne medier, der skrev kritisk om den socialdemokratisk ledede regering.

Det fik medieordfører Mogens Jensen (S) til at afkræve Brian Mikkelsen en forklaring i Folketinget.
Samtidig henvendte B.T. sig til Brian Mikkelsen for at få hans kommentar til sagen.

Avisens henvendelse blev imidlertid behandlet af Billy Adamsen, og Brian Mikkelsen ringede aldrig tilbage.

Sidst på eftermiddagen begrundede Billy Adamsen sin afsked over for B.T. med, at han fandt det sårende, at B.T. havde offentliggjort hans breve til Nyrup, og at han ønskede frie hænder til at give sin version af sagen.