- Vi er i Danmark ved at gå fallit. Vi har mistet 200.000 arbejdspladser. Vi har et kæmpemæssigt underskud på betalingsbalancen, lød dommedagsprofetien fra Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen i Radioavisen den 28. august.

Det er en af de mest klokkeklare røverhistorier fra valgkampen.

Danmark er nemlig ikke ved at gå fallit. Og vi har overskud på betalingsbalancen.

- Vi har ikke nogen udlandsgæld, og så er man ikke ved at gå fallit, siger lektor i økonomi Niels Lauritzen fra Syddansk Universitet til Politiken

Så er der betalingsbalancen, som Anders Samuelsen mener er negativ. Det er den ikke.

Ifølge en nylig redegørelse fra Finansministeriet, så har Danmark haft overskud på betalingsbalancen i flere år. Sidste år havde vi 168 mio. kr. til gode i udlandet.

De 200.000 tabte arbejdspladser er næsten korrekt. Politiken har gjort tallet op fra blandt andet Danmarks Statistik, som viser at vi har mistet 190.000 arbejdspladser. Så det udsagn er næsten rigtigt.

bt.dk præsenterer i dag valgets 10 største løgnehistorier. Den næste følger om en time.