Danmark kommer ikke til at gå enegang over for Rusland, siger udenrigsminister Anders Samuelsen.

København. En udvisning af russiske diplomater i Danmark efter giftangrebet i Salisbury England 4. marts. Det kunne være en af de muligheder, som regeringen overvejer.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) vil dog fredag ikke løfte sløret for, hvad regeringen har af planer. Det siger han efter et møde i Udenrigspolitisk Nævn fredag.

- Jeg har orienteret Folketinget om, at vi fra dansk side overvejer, hvad vi eventuelt kan tage af skridt. Det er vigtigt at understrege, at det har vi ikke truffet nogen beslutning om på nuværende tidspunkt.

- Det er også vigtigt, at vi kommer til at gøre det sammen med andre lande. Putin skal ikke have held til at splitte os ad. Det er helt klart et mål, russerne har, og det skal vi ikke deltage i, siger Anders Samuelsen.

Udtalelser fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ved indgangen til EU-topmødet i Bruxelles kunne ellers lyde, som om Danmark var parat til at gå enegang, men det kommer ikke på tale, understreger Samuelsen.

EU har valgt at hjemkalde sin ambassadør fra Moskva på grund af angrebet i Salisbury på en russisk eksspion og hans datter. Ifølge Anders Samuelsen har den danske regering også en række muligheder for at vise utilfredshed med Ruslands ageren.

- Dem skal vi tage stilling til i den kommende tid, siger Samuelsen og tilføjer:

- Jeg er meget glad for at kunne orientere Udenrigspolitisk Nævn i dag og mærke en meget bred opbakning til, at vi skal være klar til at finde det rigtige svar på det her.

Storbritannien har valgt at sende russiske diplomater hjem efter angrebet med nervegift. Om det siger Anders Samuelsen:

- Det er ikke usædvanligt, at to lande, der har en konflikt, udviser hinandens diplomater. Men det er meget sjældent, at tredjelande gør det. Det vil være et meget stærkt signal og meget uhørt, siger Samuelsen.

Han understreger dog igen, at regeringen ikke har truffet nogen endelig beslutning:

- Jeg er glad for, at vi har opbakning fra nævnet til at kunne gå videre og træffe nogle beslutninger sammen med andre lande, siger Anders Samuelsen.

/ritzau/