LA-lederen siger på vej ind til et møde, at der "selvfølgelig" kan findes en løsning i forhandlingerne.

København. Det er lederen af Liberal Alliance Anders Samuelsens forventning, at der hersker vilje til at finde en løsning i forhandlingerne om næste års finanslov, en skattereform og udlændingepolitikken.

- Vi er tæt på hinanden. Og hvis der er vilje, finder vi også en vej. Det er ikke særligt kompliceret. Men hvis der dukker noget helt nyt op, er det en anden situation, siger Anders Samuelsen på vej ind til et møde i Statsministeriet torsdag aften.

- Vi har forhandlet i rigtig mange rum i rigtig lang tid, især ovre ved Kristian Jensen (V) (finansminister, red.). Selvfølgelig kan vi finde en løsning. Det kan vi både på udlændinge, på skat og finansloven.

Regeringen og Dansk Folkeparti forsøger i disse dage at forhandle næste års finanslov på plads, mens der også forhandles om skat og udlændingepolitik.

Regeringen kalder det "afgørende", at de tre aftaler lander samtidig, mens Dansk Folkeparti opfordrer til, at man først får lukket finansloven.

Spørgsmål: Har Liberal Alliance sat regeringens liv ind på, at der lander en skatteaftale og en finanslov samtidig?

- Regeringens liv er altid på spil. Hver eneste dag, morgen, middag, aften, jul, sommer og påske. Det hele afhænger af, om vi kan komme igennem med vores politik på en tilfredsstillende måde, siger Anders Samuelsen.

- Men lige nu er det jul, og jeg mener slet ikke, at vi er der, siger han.

Det er første gang, at LA-lederen udtaler sig i forbindelse med forhandlingerne.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, mener, at der skal sikkerhed for, at udlændingestramningerne ikke er på kant med loven.

Og det kan tage lang tid, før juristerne er færdige med at vurdere, om stramningerne vil være på kant med internationale konventioner som flygtningekonventionen og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

- Vi vil have sikkerhed for, at vi ikke sidder og laver en aftale, som efterfølgende bliver underkendt i det juridiske system.

- Selvfølgelig kan man ikke give en garanti. Men man kan komme nærmere en juridisk afklaring. Det handler om at få nogle papirer frem, hvor juristerne lægger hovedet på blokken, siger han.

/ritzau/