Liberal Alliance sælger ikke ud, fordi partiet ikke vil vælte VK-regeringen på starthjælpen. Det er en politisk prioritering, siger partileder Anders Samuelsen

Liberal Alliance (LA) prioriterer en VK-regering højere end at fjerne starthjælpen eller tillade homoseksuelle vielser i folkekirken. Dermed laver partiet ikke et brandudsalg, men prioriterer sine vigtigste mærkesager: Lavere skat, større vækst, mere frihed og en slankere offentlig sektor.

Det siger LA's leder, Anders Samuelsen. Han afviser bandbullen fra Radikal Ungdoms formand, Simon Dyhr, der kalder ham en "afdanket radikal kopivare", som sælger ud af sine radikale synspunkter.

- Vi kommer ikke til at vælte regeringen på spørgsmålet om starthjælp. Desuden vil regeringen aldrig lade sig vælte på spørgsmålet om homoseksuelle vielser. Den stiller normalt sine egne folketingsmedlemmer frit, siger Anders Samuelsen.

Som frafalden Radikal erkender han sit medansvar for partiets social-, skatte- og arbejdsmarkedspolitik samt tillidsreformen for en offentlig sektor uden regeltyranni.

- De kører videre med rigtigt meget af min politik. Det er jeg selvfølgelig glad for og stolt over, men jeg er Liberal Alliance-mand, siger Anders Samuelsen.

Han frygter ikke Fælleslisten, der vil fjerne efterlønnen ligesom LA . Fælleslisten skal først samle godt 20.000 underskrifter, men har ud over fodfæste i Vestjylland knap etableret sig i Kalundborg, påpeger han.

- De når ikke at samle underskrifterne. Vi er opstillingsberettiget. Jeg ved, hvad det kræver at samle underskrifter. Det er en kæmpe opgave, siger Anders Samuelsen.

/ritzau/