Samsøs kommunaldirektør, Anders Johannes Jørgensen er onsdag morgen igen rykket ind på kontoret på Rådhuset på Samsø.
Kommunens kommende borgmester og nuværende 1. viceborgmester, Marcel Meijer, gik ellers ud på tv tirsdag aften og fortalte, at kommunalbestyrelsen på et lukket møde havde sendt kommunaldirektøren hjem på 14 dages ferie efter 'en hændelse på kommunens julefrokost'.
Det viser sig at være en misforståelse, fortæller borgmester Jørn C. Nissen (K) til BT.
- Kommunaldirektøren er tilbage fra ferien i dag, og er mødt ind her til morgen, fortæller Jørn C. Nissen (K).
Julefrokosten fandt nemlig sted allerede 29. november, og det var borgmesteren i egen høje person, der efterfølgende traf beslutningen om at kommunaldirektøren skulle hjem på 14. dages ferie.
Ifølge BTs oplysninger var julefrokosten blevet lige våd nok for kommunaldirektørens vedkommende, og inden han tog hjem var han under anklage for 'lummer sexchikane' mod en yngre kvindelig ansat på rådhuset.
Men der er åbenbart forskellige opfattelser af, hvad der konkret er sket. Også blandt de kolleger, der deltog i julefrokosten.
Borgmesteren deltog selv i julefrokosten, og han vurderer ikke, at der var særlige forhold som fx fri bar, der var skyld i, at kommunaldirektøren ikke kunne styre sig overfor sin medarbejder.
- Nej. Vi var vel en 140 personer, der deltog. Det var både folk fra rådhuset og fra hjemmeplejen. Jeg deltog selv i spisningen og bagefter var der noget underholdning. Det var stille og roligt, mens jeg var der, siger borgmesteren.
Da han fandt ud af, at kommunaldirektøren var under anklage for sexchikane, valgte han at tilkalde konsulentbistand fra KL.
Flere steder er det en uskreven regel, at chefer holder igen med alkoholindtagelsen og i øvrigt forlader festen umiddelbart efter maden. Både for at lade medarbejderne feste i fred, men også for ikke at bringe sig i en situation, hvor man risikerer at træde over en grænse.
Men den regel har man ikke på Samsø.
- Nej, men jeg listede jo også selv stille og roligt af efter maden, siger borgmesteren.
Ja, men det kunne din kommunaldirektør så ikke finde ud af. Skal I have nedfældet en form for procedure nu?
- Nej, det er voksne mennesker og jeg forventer de kan bruge deres personlige dømmekraft. Jeg har været med til julefrokost i tre år og har ikke oplevet det før. Nu forlader jeg borgmesterstolen 31. december og vil ikke blande mig i, hvad man skal gøre fremover.
Er sagen efter din mening løst nu? Der sidder vel stadig en forurettet kvindelig medarbejder på rådhuset?
- Ja, jeg betragter den som afsluttet. KL har sammen med den faglige organisation kørt sagen, og der skal være noget mødeaktivitet i dag. Men så forventer jeg, at alle kan fortsætte samarbejdet igen, siger borgmester Jørn C. Nissen (K)
Kommunalbestyrelsen fik lejlighed til at drøfte sagen på mødet i går, og de bakkede herefter op om borgmesterens beslutning.