En række partier melder sig nu klar til at presse regeringen i Samsam-sagen ved at bruge et nyt kontrolværktøj oprettet under minksagen.

Det drejer sig om Enhedslisten, SF, Alternativet, De Konservative, DF, Liberal Alliance, De Radikale, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne.

Ahmed Samsam sidder fængslet i Danmark for at have tilsluttet sig Islamisk Stat, men ifølge ham selv arbejdede han i virkeligheden som dansk agent i Syrien.

Regeringen har hidtil afvist at nedsætte en undersøgelseskommission om sagen, men det får ikke partierne uden om regeringen til at lade sagen ligge.

Ahmed Samsam under et retsmøde i Spanien. Her troede dommeren ikke på, at han var dansk agent. Samsam mener, at han blev ladt i stikken af de danske efterretningstjenester.
Ahmed Samsam under et retsmøde i Spanien. Her troede dommeren ikke på, at han var dansk agent. Samsam mener, at han blev ladt i stikken af de danske efterretningstjenester. Foto: Luca Piergiovanni / POOL
Vis mere

Tilsammen har de nemlig mere end 60 mandater, og derfor kan de kræve en såkaldt forundersøgelse af sagen. Det kan de som en del af Granskningsudvalget, der blev oprettet i forbindelse med minkskandalen.

På den måde kan de altså for første gang benytte muligheden, hvor en tredjedel af Folketinget kan beslutte at nedsætte en forundersøgelse til en granskningskommission.

Det fortæller Peder Hvelplund, gruppeformand for Enhedslisten, der samler mandaterne til undersøgelsen:

»Vi bruger det her værktøj, fordi det er en måde at få presset regeringen til at skulle tage stilling i Folketingssalen. Her sikrer vi, at der bliver lavet et kvalificeret forslag til en granskningsundersøgelse. Dermed tvinger vi regeringen til at trykke på knapperne og forsvare deres valg,« siger Peder Hvelplund.

Han har kaldt det »helt absurd«, at regeringen ikke vil undersøge sagen.

Efterretningstjenesterne har aldrig bekræftet, at Samsam har været agent, men både Berlingske og DR har bragt oplysninger om, at Ahmed Samsam modtog betaling af PET og FE under rejser til Syrien.

Ifølge B.T.s oplysninger er der 85 mandater i Folketinget, der ønsker en forundersøgelse.

Hos Danmarksdemokraterne siger gruppeformand Peter Skaarup, at de lægger deres 14 mandater til, fordi det er nødvendigt:

»Der er jo flere partier i regeringen, der lovede en undersøgelse af sagen inden valget. Det vil man ikke holde. Så må vi bruge andre metoder og muligheder for at komme videre. Og der har vi jo så nu den her mulighed, hvor der er mindretalsbeskyttelse.«

Hos SF fortæller retsordfører Karina Lorentzen, at de er klar til at lægge deres 15 mandater bag kravet.

Hos DF skriver Peter Kofod: »Vi støtter en forundersøgelse af sagen helt i overensstemmelse med det, vi stillede danskerne i udsigt før valget.« DF har 5 mandater.

Hos De Konservative melder politisk ordfører Mette Abildgaard om samme opbakning fra deres 10 mandater.

»Vi vil gerne støtte en undersøgelse, så vi kommer til bunds i Samsam-sagen. Hvis der er begået fejl, så skal vi have det frem i lyset.«

Også Liberal Alliance er klar til at lægge deres 14 mandater bag en forundersøgelse.

Det samme gør Alternativet med deres 6 mandater.

Nye Borgerlige har endnu ikke taget endelig stilling. De Radikale er ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelse.

Beslutningen om at sætte en forundersøgelse i gang skal træffes i det såkaldte Granskningsudvalg, der bliver nedsat kort efter nytår.

Peder Hvelplund, hvad kan I finde ud af, som ikke er fremme allerede?

»Det afgørende er, at det nu bliver et samlet og kvalificeret bud på en undersøgelse. Det er ikke sikkert, der kommer nye ting frem. Men så kan vi bruge paragraf 20-spørgsmål, udvalgsspørgsmål, åbne  og lukkede samråd og få bistand fra Granskningsudvalgets sekretariat.«

En forundersøgelse vil ikke nødvendigvis resultere i, at der så kommer en granskningskommission. Det kræver stadig et flertal at nedsætte en kommission.

Det vil dog betyde, at regeringen ikke kan komme uden om at stemme om det i Folketingssalen. Og det vil ifølge Peder Hvelplund tvinge Socialdemokratiet og resten af regeringen til at tage stilling.

Hos Liberal Alliance mener retsordfører Steffen Larsen, at det er vigtigt at få brugt muligheden for en forundersøgelse, selvom den kan blive stemt ned.

»Et stort flertal sagde jo inden valget, at man ville undersøge FE-sagen og herunder Samsam-sagen. Efter valget er det flertal pludselig væk. Det er jo sket før, når politikere skal undersøge sig selv, fordi der ofte før og efter et valg er meget forskellige synspunkter. Men vi mener altså, at borgerne skal kunne have tillid til, at vi varetager retsstaten ordentligt.«

Han understreger, at sagen er dybt alvorlig.

»Hvis det her var politisk drilleri, havde vi ikke talt om det for flere måneder siden. Det her er dybt alvorligt. Ahmed Samsam sidder ikke i fængsel for sjov,« siger Steffen Larsen.

B.T. arbejder på at få en kommentar fra justitsminister Peter Hummelgaard (S).