Cecilie Liv Hansen, blev lørdag aften ekskluderet fra Liberal Alliance, fordi hun 'ikke har været ærlig over for partiet i forbindelse med yderst alvorlige forhold i sit private liv'.
Liberal Alliance har ikke villet uddybe, hvad der mere konkret er skyld i, at de har ekskluderet partiets nye folketingsmedlem, men partiet har oplyst til Ritzau, at sagen har rod i anonyme opslag på sociale medier.
I et opslag på Facebook skriver Cecilie Liv Hansen, at hun har sagt at mange af disse rygter er usande, men at visse af forholdene omkring hendes samlever er rigtige.
Her uddyber hun dog ikke, hvad det nærmere handler om.
Hendes samlever Søren Emil Hoppe Steenberg bekræfter nu over for B.T., at han har solgt cannabis, hvilket han også har forklaret i en kommentartråd på Facebook.
I kommentaren skriver han, at han alene står til ansvar for sine handlinger, og at det er hans ansvar og ikke hendes.
'Hvis Liberal Alliance virkelig tror på personlig frihed og personligt ansvar, hvordan kan de så forsvare at straffe et andet menneske for noget, hun ikke har gjort? Det er ikke liberalt – det er hykleri,' skriver han i opslaget og fortsætter:
'Man kan mene, hvad man vil om mine valg, men at gøre hende partiløs på den baggrund er urimeligt og sender et tydeligt signal om, at principperne ikke gælder, når det bliver ubelejligt.'
I sit opslag på Facebook skriver Cecilie Liv Hansen, at hun undrer sig over, at forløbet har medført, at hun er blevet smidt ud af partiet.
'Jeg kan undre mig over, at forhold som ikke vedrører mine handlinger og mig som person skal lægge til baggrund for dette. Det er i min optik, på ingen måder retfærdigt,' skriver hun.
Pressechef for Liberal Alliance, Peter Bollerup Andersen, har oplyst til B.T., at det ikke kun skyldes cannabissalget, men at 'der er flere forhold.'
Han kommer dog ikke nærmere ind på, hvad det er for nogle forhold.
B.T. arbejder på at få en kommentar fra Cecilie Liv Hansen.

