Efter at EU i et døgn har været under pres for ikke at tale med én stemme i kravet om fossil udfasning i aftalen på klimatopmødet COP30, har EU-Kommissionen nu samlet tropperne.
EU kan derfor sent onsdag aften brasiliansk tid foreslå en løsning på, hvordan klimatopmødet kan levere en vej til at omstille verden væk fra fossile brændstoffer.
Det træder EU's klimakommissær, Wopke Hoekstra, og den danske klimaminister, Lars Aagaard, frem og annoncerer.
- Mitigerende tiltag (CO2-reduktioner, red.) og klarhed om vejen fremad er afgørende for en succes på denne COP, siger Wopke Hoekstra.
Klimatopmødet COP30 i den brasilianske by Belém har haft som overordnet tema, at verdens lande skulle levere nye klimamål for 2035.
Indleveringerne har vist, at verdens klimamål ikke vil begrænse den globale temperaturstigning til 1,5 grader, som Paris-aftalen ellers tilsiger.
Derfor har EU gjort behovet for yderligere CO2-reduktioner til et hovedkrav i forhandlingerne, selv om det ikke er på den officielle dagsorden.
I det lys har det vakt stor international opsigt, at EU ikke kunne tale med en samlet stemme, da en koalition af over 80 lande tirsdag annoncerede krav om netop CO2-reduktioner i klimatopmødets aftaletekst.
Det blev kaldt et "svaghedstegn" for EU af ngo'er, at kun enkeltstående europæiske lande deltog i det krav.
Lars Aagaard har afvist den karakteristik med forklaringen om, at sådanne tiltag sker så hurtigt og spontant, at alle lande ikke kan nå at komme med om bord.
Det har EU-Kommissionen nu et døgn efter haft tid til at få styr på, og unionen er derfor nu klar til igen at tale med én tydelig stemme.
I den foreslåede løsning vil EU forsøge at overbevise verdens lande om, at man skal enes om en køreplan til at omstille verden væk fra fossile brændsler.
Beslutningen om at bevæge verden væk fra fossile brændsler som olie, kul og gas blev allerede vedtaget på COP28 for to år siden i Dubai.
Men ifølge EU og det brasilianske værtskab mangler der en konkret plan for, hvordan det rent faktisk skal ske.
Dét vil EU nu stå hårdt på, at man enes om i forhandlingerne. Hvis ikke det sker, varsler Lars Aagaard, at man kan forlade topmødet uden en aftale.
- Vi vil have, at den her verden samler sig om at få udledningerne ned. Og hvis ikke man kan betrykke os i det, så bliver der ikke nogen aftale, siger han.
Klimatopmødet har officiel deadline fredag.
/ritzau/
