Torsdag kunne B.T. fortælle, at Radikale Venstre ikke havde givet nuværende udenrigsminister, Jeppe Kofod, en ministerpost på grund af en sag fra 2008, hvor han som 34-årig havde sex med en 15-årig ungdomspolitiker.

Det var Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, der stod frem med kritikken, og siden da har hun selv stået for skud fra forskellige mandlige politiske kollegaer.

Men nu forsvarer hun sig i et Facebook-opslag:

'En helt igennem rådden kultur. Og fandeme nej om jeg skal være endnu en politiker, der dækker over den råddenskab.' Skriver hun blandt andet på Facebook.

Efter Samira Nawa udviste kritik af regeringens valg af udenrigsministeren, var Socialdemokratiets egen politiske ordfører, Jesper Petersen, en af de første til at kritisere Samira Nawa. Til B.T. sagde han:

»Jeg er sgu målløs. Jeg synes, det er et urimeligt personangreb på udenrigsministeren og en melding, som jeg da også forstår, ikke er De Radikales position, men Samira Nawas egen holdning. Jeg troede egentlig, den slags personlige angreb var forbeholdt den amerikanske valgkamp.«

Dernæst kritiserer han Samira Nawa for at bruge Sofie Lindes nylige genstart af MeToo-debatten til at gå personligt efter Jeppe Kofod.

Stort set samme kommer Socialdemokratiets ligestillingsordfører, Lars Aslan, med.

Begge Socialdemokratiske politikere giver altså udtryk for, at det kun er Samira Nawas holdning, men Radikale Venstre har aldrig taget afstand til Samira Nawas kritik af Jeppe Kofod.

Kritik fra de mandlige politiske kollegaer glider dog af på Samira Nawa.

I Facebook-opslaget skriver hun også, at hun blev udskammet for at tage bladet for munden, ikke bare at alle mulige mænd, der skriver til hendes indbakke, men netop også af blandt andre Lars Aslan og Jesper Petersen.

'...de forsøger at tegne et billede af mig som en, der bruger det som “afsæt for selv at komme i avisen”. De skriver, at jeg skulle have begået en “svinestreg” og har været “usmagelig”, “urimelig” og “under bæltestedet”. Men ved i hvad? Det rager mig en papand.' Skriver Samira Nawa.

I Facebook-opslaget beskriver hun også, hvorfor netop denne kamp er så vigtig for hende, og hvorfor hun ikke vil tie stille, selvom det er en minister, det hele handler om.

Hun har nemlig selv oplevet MeToo år tilbage. Det var en dag, hun forlod en fest og fulgtes ud med chefen, der også skulle hjem.

På vej ud råber chefen ud over hele lokalet: »Så fik jeg studinen.« En kommentar, der gjorde Samira Nawa flov, men som også satte gang i noget i hende, som hun selv beskriver det.

'Jeg lovede mig selv aldrig igen at tøve med at sige fra. Og stå ved, hvad jeg tror på. Så når selvsamme BT spørger ind til en 12 år gammel sag, hvor en dengang 34-årig folketingspolitiker havde sex med en 15-årig ungdomspolitiker, så kan jeg ikke bare lade som ingenting. Heller ikke selvom han er minister i dag.' Skriver Samira Nawa.

Det er altså derfor, hun roser Sofie Linde for at tage MeToo-kampen op under Zulu Comedy Galla, og det er derfor, hun ikke tøver med at gå kritisk til vores udenrigsminister, Jeppe Kofod.

Afslutningsvist skriver hun, at politik og Christiansborg ikke går fri, når det kommer til MeToo, men at der må gøres op med det, for nok er nok.