Vi plejer at se ham på talerstolen i Folketinget eller til andre officielle lejligheder iført jakkesæt og slips. Men statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) går skam ikke altid formelt klædt.

Til hans kone, Sólruns, 50-års fødselsdagsfest på statsministerens residens, Marienborg, lørdag var der 80er-tema – og Løkke gav den fuld gas med udklædningen.

Det afslører den tidligere erhvervsminister i Lars Løkke Rasmussens regering Brian Mikkelsen med et sjovt billede på Twitter.

'Super 80'er fest med Chief LLR (Lars Løkke Rasmussen, red),' skriver Brian Mikkelsen på Twitter.

Med mindre Brian Mikkelsen har haft skiftetøj med, må man sige, at han taber kampen om det mest gennemførte 80er-outfit til statsministeren.

B.T. har været i kontakt med Statsministeriet. Her oplyses det, at Lars Løkke Rasmussen ikke har nogen kommentarer til den private fødselsdagsfest.

Facebook hyldede statsministeren sin kone, da hun fyldte rundt i torsdags.

'Vores første møde står stadig lysende klart i min erindring. Vi mødte hinanden til en kollegiefest, da vi begge var ret unge – hun var 20, og jeg var 24 år. Hun var smuk og rank. Skilte sig ud fra mængden – kunne svare for sig, havde en fantastisk udstråling og et stort mod,' skriver Lars Løkke Rasmussen om deres første møde.

Arkivfoto. Lars Løkke Rasmussen og Sólrun under Venstres valgfest i Landstingssalen på Christiansborg 18. juni 2015.
Arkivfoto. Lars Løkke Rasmussen og Sólrun under Venstres valgfest i Landstingssalen på Christiansborg 18. juni 2015. Foto: Claus Bech/Scanpix
Vis mere

De har været sammen lige siden. Parret blev gift i 1989 og har i dag tre børn.

Efter at have boet i den nordsjællandske by Græsted i mange år flyttede parret i 2012 til en lejlighed i Nyhavn midt i København.

'Jeg glæder mig til at fejre hende med vores familie og venner på lørdag på Marienborg,' slutter Lars Løkke Rasmussen sin fødselsdagshilsen til hustruen på Facebook.

At dømme ud fra den nyligt afgåede erhvervsminister, Brian Mikkelsens, billede blev Sólrun fejret med manér.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og Sólrun ved gallataffel på Christiansborg Slot i anledning af kronprinsens 50-års fødselsdag lørdag den 26. maj 2018.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen og Sólrun ved gallataffel på Christiansborg Slot i anledning af kronprinsens 50-års fødselsdag lørdag den 26. maj 2018. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Manden bag billedet kender 54-årige Lars Løkke Rasmussen særdeles godt.

I mange år har de siddet i Folketinget sammen, og de har også haft et tæt samarbejde som ministre i både Lars Løkke Rasmussens og Anders Fogh Rasmussens (V) regeringer.

52-årige Brian Mikkelsen har også været kulturminister, justitsminister og økonomi- og erhvervsminister for De Konservative.

Den 21. juni 2018 kvittede han posten som erhvervsminister for at blive direktør i Dansk Erhverv.

Brian Mikkelsen tog det festlige billede sammen med Lars Løkke Rasmussen.
Brian Mikkelsen tog det festlige billede sammen med Lars Løkke Rasmussen. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen
Vis mere