Mette Frederiksen (S) strutter af selvtillid på årets folkemøde, der sluttede søndag.

Skridt for skridt har hun og hendes nærmeste politikere og rådgivere arbejdet målrettet på at få magten tilbage, som Helle Thorning-Schmidt mistede i 2015.

Først skulle partiet have en hård udlændningepolitk, så skulle hele landet lære Mette Frederiksen at kende, bl.a. under kommunalvalget, så skulle Radikale droppes som regeringspartner og nu skal der tales økonomi og miljø.

»Det vigtigste er, at vi bliver ved med at genopbygge den tillid, jeg godt ved, at vi har tabt hos nogle,« siger Mette Frederiksen til B.T. udenfor Folkets Hus i Allinge, hvor hun har haft en debat med nogle centrale personer for hende, DFs formand Kristian Thulesen og Dahl og LO's formand Lizette Riisgaard.

»Jeg kan mærke, vi er i gang med at vinde noget af den tilbage. Det handler for mig især om tre ting: Udlændingepolitikken, den økonomiske politik og at være oprigtige og ærlige om det vi mener.«

»Vi har flyttet os på udlændingepolitikken over flere år, og vi er der, hvor vi skal være nu. Vores økonomiske politik handler om omfordeling og kamp for velfærd. Og ærlighed handler f.eks om uddannelsesloftet, som vi vil fjerne. Vi indførte det med en god intention, men nu kan jeg se det rammer unge urimeligt.«

Den tillid, I har mistet, er det noget der skete sidst i sad i regering fra 2011-15?

»Nej, det handler ikke om et enkelt år eller en enkelt begivenhed. Jeg må være ærlig og sige, at det er over en længere periode.«

Altså tilbage siden Nyrup var statsminister?

»Det er det samme billede i alle europæiske lande. Da jeg blev aktiv i Socialdemokratiet i 90'erne, var 13 ud af 15 regeringsledere socialdemokrater. Nu er der lande, hvor partiet næsten ikke eksisterer. Vi er et af de få lande, hvor Socialdemokratiet stadig er det store parti. Og det er en tillidssag.«

»Økonomien handler om at komme tilbage til klassisk økonomisk S-politik. Kan man kende os eller ej? Det kan man bedre i dag, tror jeg.«

Strategien har været først at få styr på udlændingepolitiken og så bruge det næste års tid på at fokusere på økonomi og klima?

»Ja, de store beslutninger på udlændingeområdet har taget tid, både for os selv og vælgerne. Man skal kunne stole på, at jeg mener det. Og det gør danskerne nu,« siger Mette Frederiksen.

B.T. har på årets folkemøde i Allinge på Bornholm talt med en lang række kilder i Socialdemokratiet og Venstre om hvordan, partierne vil vinde næste valg, som senest skal afholdes 17. juni 2019.

Kilder i S peger på, hvordan partiet strategisk fremlægger nye ideer, senest en selvstyre-reform, der skal gøre op med bureaukratiet i den offentlige sektor. Udspillet er bakket op af kommercielle kampagner, og bliver udsendt til 25.000 offentlige institutioner. Kommunalvalgkampen bød på en række forslag under overskriften 'velfærd først', ligesom der er fremlagt gennemarbejdede udspil om klima og miljø. Med ro om partiets udlændingepolitik, er der plads til at S kan markere sig på to emner, vælgerne også går meget op i: Velfærd og klima.

Det var ikke muligt at få en kommentar fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), men ifølge kilder i Venstre bliver landets gode økonomi et omdrejningspunkt i næste valgkamp.

For det første giver den gode økonomi regeringen mulighed for at lave en rundhåndet finanslov, hvor mange føler sig tilgodeset, en såkaldt 'gavebod'. Derefter kan Lars Løkke holde en nytårstale, hvor han tager æren for, at det går godt i Danmark - det har han allerede bygget op til i flere taler, senest under Folketingets afslutningdebat.

Jo længere, han venter med at udskrive valg, jo bedre vil nøgletallene se ud: Økonomien vil blive endnu bedre, og ledigheden endnu lavere, og den slags tendenser er altid til fordel for den siddende regering. Det sandsynlige vil så være valg i februar eller marts.

I Venstre er man desuden utroligt optaget af, hvordan rød og blå blok ligger i meningsmålingerne, og hvordan Helle Thorning-Schmidt rykkede op til valget i 2015. I valgperioden lå S meget dårligere end V gør nu. I  maj 2012 var Socialdemokratiet f.eks. helt nede på 16,9 pct. og alligevel lykkedes det ved valget partiet at opnår 26,3 pct. af stemmerne.

Meget af fremgangen skyldtes en slutspurt i det første halve år af 2015, hvor partiet også satsede stort på reklamer.

»Hvis vi kan lave en lignende slutspurt det sidste halve år inden valget, kan vi genvinde regeringsmagten,« siger en kilde i regeringen.