Dansk Folkeparti er i krise, fordi man har mistet forbindelsen til »den almindelige, arbejdende dansker«.
Løsningen er klar: Partiet skal genfinde den klare tale og de nære værdier, der herskede under Pia Kjærsgaards lederskab.
Sådan lyder det fra Martin Henriksen, der om bare en uge håber på at gå sejrrigt ud af den giftige formandsvalgkamp, der i øjeblikket martrer Dansk Folkeparti.
»Jeg meldte mig ind i DF på grund af Pia. Dengang var der kant, og der blev talt direkte til maven hos den arbejdende dansker,« siger han til B.T.
»Det skal vi tilbage til. Det skal en ny formand genskabe, og den forbindelse mener jeg, at jeg er den bedste til at genetablere.«
B.T. har sat formandskandidaten i stævne nær hans gård ved landsbyen Lyderslev-Gevnø på Stevns. En lang gåtur ved halvøens berømte klint skal give et større indblik i, hvordan den til tider kontroversielle DFer vil genrejse det kriseramte parti.
Genrejsningen skal ske i den del af vælgerhavet, hvor der er mere fællessang i forsamlingshuset end opera og feinschmeckeri på Det Kongelige Teater.
»Hvis man tog ud på en byggeplads, et lager eller på et plejehjem blandt sosu'erne, så er der mange, der plejede at stemme på Dansk Folkeparti. Nu skal man lede længe efter dem,« lyder det frustreret fra den 41-årige Henriksen, der sad som folketingsmedlem frem til katastrofevalget i 2019, hvor partiet blev mere end halveret.
Hjemmehjælperen Pia Kjærsgaard talte med troværdighed til de vælgere, der har forladt partiet, mener han.
»Dem skal vi tale til igen. Det er der, vores kerne ligger.«
Han advarer samtidig mod den snigende djøf'isering, der efterhånden dominerer på Christiansborg – og i Dansk Folkepartis topledelse.
»Der er en reel fare for, at vi bliver afkoblet fra de mennesker, der stemmer på DF. Vi fungerede bedst, da der var en balance,« fastslår Martin Henriksen.
Mener du, at den nuværende ledelse har mistet forbindelsen?
»Der er i hvert fald en fare for, at man har talt sig for langt væk fra vores kerne. Hvis folk ser os som et parti, der ikke forstår almindelige menneskers hverdag, hvad har vi så tilbage,« spørger Martin Henriksen.
I den ledelse, han skyder med skarpt mod, sidder hans hovedkonkurrent, næstformand Morten Messerschmidt.
Og det tidligere folketingsmedlem mener »i al beskedenhed«, at han har bedre indblik i almindelige menneskers hverdag end forhåndsfavoritten Messerschmidt.
Han er selv ufaglært og har inden den politiske karriere arbejdet som chauffør, postbud og pædagogmedhjælper.
Selvom Henriksen mener, at løsningen på partiets kvaler skal findes i en stil, der minder mere om Pia K. end Thulesen Dahl og Messerschmidt, så betegnes forholdet mellem ham og partistifteren af flere kilder som giftigt.
Kjærsgaard har helt bogstaveligt vendt tommelfingeren ned til Martin Henriksen og kritiseret ham for at »underkende vores udlændingepolitik« og snigløbe partiledelsen under valget til DFs hovedbestyrelse i efteråret.
Her overraskede han ved score flest stemmer på trods af massiv kritik fra blandt andre Kjærsgaard, der bakker fuldtonet op om Messerschmidts formandskandidatur.
Men Henriksen selv ser ikke mærkbar forskel mellem sin og Kjærsgaards linje. Han omfavner den måde, hun talte til og med kernevælgerne.
»Historisk virkede det for os, da Pia havde sin storhedstid. Det kan man kun rose hende for.«
Ser du meget op til hende?
»Nej, det gør jeg egentlig ikke,« lyder det kortfattet fra Henriksen.
»Det er jo ikke særlig rart, når dele af toppen kritiserer min person igen og igen. Men det er sådan, det er. Det er blevet en del af spillet,« siger han.
Martin Henriksen lægger ikke skjul på, at især Morten Messerschmidts rolle i Meld- og Feld-skandalen har været en enorm belastning for partiet.
I august blev DF-næstformanden dømt for blandt andet svindel med EU-midler og fik en dom på et halvt års betinget fængsel. Sagen skal dog gå om i byretten, da landsretten før jul fandt byretsdommeren inhabil.
»Det har stjålet overskrifter og vil blive ved med at gøre det. Det er slet ikke holdbart,« fastslår Henriksen.
I hans optik har ledelsens håndtering gjort det umuligt for partiet at optræde troværdigt.
»Og hvis man så formaster sig til at sige, at den sag har skadet partiet, så lukker man af. Du kan vel kalde det en form for kollektiv fornægtelse, der har slået lidt for dybe rødder i partitoppen,« tilføjer han.
Man har »stukket hovedet i jorden« og ventet på, at sagerne forsvandt af sig selv.
»At vi ligger, hvor vi gør, er en direkte konsekvens af en forfejlet ledelsesstil,« siger Martin Henriksen uden at tøve.
Taler man med partikilder, peger flere på, at også Martin Henriksen har pustet til gløderne i partiet og taget aktiv del i de persondramaer, der har udspillet sig i kulissen.
»Jeg ved godt, at der er nogle, der mener, at jeg også har bidraget til det. Jeg vil vove den påstand, at jeg har holdt igen. Nogle mener så, at man skulle angribe mig,« siger Martin Henriksen.
»Og jeg svarer igen, hvis folk angriber mig.«
Han mener, at han er den rette til at samle partiet, og man behøver ikke se længere end til hans tid i hovedbestyrelsen og folketingsgruppen. Der har kun været små uenigheder, »men det kan man jo ikke undgå«, som han siger.
Nu skal DF tilbage i arbejdstøjet og komme videre fra de personlige opgør.
Er du optimist på partiets veje?
Han tøver lidt.
»Jeg tror, det kan vendes. Men der er da en risiko for, at DF forsvinder,« siger han og afviser at kommentere på, hvorvidt partiet kan undgå nedsmeltning og masseudmeldelser efter valget næste weekend.
Hvori består den risiko?
»Hvis vi bliver ved med at dyrke personlige konflikter, og de her sager om alt andet end politik bliver ved med at fylde, så er der en risiko for, at det hele sander til,« slutter Martin Henriksen.
