Søndag aften landede Lars Løkke Rasmussen i Kastrup lufthavn efter en uges afslapning med solrige stunder og milde vinde på ferieøen Tenerife. Men hjemme i Danmark er klimaet, der omgiver Lars Løkke Rasmussen, mindre behageligt.

Lars Løkke valgte i går endnu en gang at undgå journalisternes kritiske spørgsmål, denne gang ved at forskanse sig på Marienborg. Bag de tykke, hvidkalkede mure, der danner rammen om den officielle statsministerbolig, arbejdede den kriseramte statsministers rådgivere på højtryk for at stoppe den snebold af kritik, der har rullet sig større i ugens løb.

DEBAT: ER LARS LØKKE FOR BLØD EN LEDER TIL AT VÆRE STATSMINISTER?

- Jeg ved, at der er folk tæt på Lars Løkke, der ser det som en stor opgave at gøre ham det klart, at det er en krise, han er nødt til at tage alvorligt. Han fører utvivlsomt samtaler med nogle af dem, han kalder sine nærmeste rådgivere, og der vil det blive diskuteret, hvordan han skal håndtere situationen, siger Henrik Qvortrup, politisk kommentator på TV2, til B.T.

Også Hans Engell, tidligere partileder og nuværende politisk kommentator, vurderer, at Lars Løkkes mandag har stået på intens krisestyring:

- Nu har statsministeren været på ferie, mens det har braget løs hele ugen, så det er klart, at man nu sætter sig sammen og vurderer, hvordan krisen skal tackles. De ledende folk i Venstre ser på situationen med stor alvor, siger Hans Engell.

Han vurderer, at et centralt punkt på mødets dagsorden har været at aftale, i hvilken grad krisen skal erkendes.

- Det vigtigste for Lars Løkke, udover at få lavet noget 'damage control', det er at få signalet ud, at man godt kan se, at det hele ikke ser så godt ud, men omvendt skal der ikke ske noget panik-agtigt, siger Hans Engell.

Statsministeren holder pressemøde tirsdag klokken 11.15.

B.T. forsøgte i går forgæves at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussens pressestab.

Hvad mener du?
Synes du, at Løkke er for blød en leder?
Skriv en mail med din mening til dit@bt.dk eller send en sms til 1231 og start med DITBT (alm. sms-takst)