Brexitaftalen kommer til at påvirke danskernes nethandel på flere områder, vurderer B.T.s internationale korrespondent Jakob Illeborg.

Danskere, der køber britiske varer på nettet, vil komme til at mærke en forandring, hvis brexitaftalen bliver stemt igennem.

»Det vil helt givet blive mere besværligt at købe varer fra Storbritannien,« siger Jakob Illeborg.

Aftalen indebærer, at en række formaliteter, som før var automatiseret på grund af Storbritanniens medlemskab af EU, ikke længere er nogen selvfølge.

Jakob Illeborg, journalist.
Jakob Illeborg, journalist. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

»Hvis du købte noget fra Storbritannien via nettet i går, kom det til København på to dage. Det kan vi ikke regne med, at det gør, længere. Der vil være en masse nye restriktioner, som gør det mere besværligt. Der er en masse papir, der skal udfyldes, og der vil være kø ved grænserne. Og hvis pundet bevarer den stigning, det har fået efter at være i knæ, så vil varerne også blive dyrere,« lyder det fra Jakob Illeborg.

Vilkårene i den nye aftale er dog bedre for forbrugerne, end de ville have været, hvis det var endt med et no-deal brexit, vurderer Jakob Illeborg.

»Ved no-deal var der kommet toldmure op. Det ville have gjort britiske varer 30, 40 eller 50 procent dyrere, og det ville have fået handlen til at kollapse,« siger han.

Anders Lagedfoged, der er underdirektør i Dansk Industri, er enig i, at det bliver dyrere og mere besværligt for danske forbrugere at købe britiske varer over nettet. Han mener dog, at den ekstra forsendelsestid vil udligne sig over tid, efterhånden som man får styr på de nye regler.

Til gengæld er forbrugerne ifølge Anders Lagedfoged ikke sikret på samme måde som tidligere.

»Sådan noget som reklamationsret er noget, man skal undersøge først. Som det er i dag og indtil nytårsaften kan man være sikker på, at der gælder de samme regler som i EU, men efter brexit skal man tjekke, hvilke regler der gælder. Man kan ikke bare tage for givet, at det kører efter noget, man kender,« siger han.

Udover at samhandlen bliver mere besværlig, har brexitaftalen også konsekvenser for danskere, der ønsker at studere eller arbejde i Storbritannien.

Eksempelvis udtræder Storbritannien af EUs uddannelsesprogram Erasmus, der gør det muligt for danske studerende at læse gratis og modtage S.U. i Storbritannien.