Dansk politiks sorte får, Rasmus Paludan, indsamler stadig flere hundrede vælgererklæringer dagligt. De nyeste tal viser, at Stram Kurs vil komme til at stå på stemmesedlen i år, konkluderer valgforsker.

»Med den hastighed, som han har denne uge, så når han det. Det bliver ikke noget problem for Stram Kurs at få mere end de 20.109 vælgererklæringer, som partiet skal bruge,« siger Kasper Møller Hansen, professor og valgforsker ved Københavns Universitet.

De seneste tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet viser, at Stram Kurs nu har 17.739 vælgererklæringer, hvilket er et spring på mere end 2.000 erklæringer på et døgn.

I løbet af aftenen og natten til fredag har partiet fået næsten 700 vælgererklæringer.

Den hastige fremgang skyldes ifølge Kasper Møller Hansen to ting.

»Han får omtale i medierne, og hans optrin har gjort, at mange danskere er blevet bevidste om ham og giver ham derfor nu deres vælgererklæring. Derudover snyder han ligesom Riskær ved at omgå eftertænksomhedsperioden på syv dage.«

For Stram Kurs og Rasmus Paludan har primært demonstrationen 14. april og de efterfølgende uroligheder på Nørrebro været en katalysator for støtten til partiet.

»Det var hans vendepunkt, fordi han fik enorm opmærksomhed. Nørrebro var, når man kigger tilbage, det, som placerede ham i danskernes bevidsthed. Før det var han blot en Youtuber og et fænomen på de sociale medier, der havde støtte hos et snævert segment.«

Det afskrækker åbenbart ikke de snart 20.000 danskere, der har afgivet Stram Kurs en vælgererklæring, at Rasmus Paludan har en racismedom bag sig og kaster med brændende koraner under sine demonstrationer.

Partiet høster fortsat nye vælgererklæringer hver dag, og selvom Stram Kurs med stor sandsynlighed kommer på stemmesedlen, så bliver det ikke nødvendigvis i hele landet.

»Han skal finde ni kandidater, der vil stå på hans liste, og det, tror jeg, bliver en kæmpe udfordring for ham. Han vil derfor risikere at stå i en situation, hvor mange ikke vil kunne stemme på ham.«

»Der er også en risiko for interne konflikter med nye kandidater, hvilket vi også så tegn på i DR2-dokumentaren om ham,« forklarer Kasper Møller Hansen.