Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, erkender, at museums-sagen ser dum ud.

Som BT i går skrev, stillede Venstre-profilen 12. juni via Folketingets Kulturudvalg 696 spørgsmål om museumsstøtte til 87 danske museer. Spørgsmålene blev stillet bare tre uger efter, at Museet for Religiøs Kunst med hendes egen mor i bestyrelsen fik afslag på statsstøtte.

BT har printet alle spørgsmålene ud i A4 sider og lagt dem på en række på en af Christiansborgs gang. Når sider ligger på linje efter hinanden, måler de 25,84 meter, svarende til en fuldvoksen blåhval.

- Jeg skal være den første til at indrømme, at den sammenkobling, der er lavet til min mor, ser dum ud. Det ændrer ikke ved, at spørgsmålene om landets museer er relevante, når Folketinget skal vedtage en ny museumslov i løbet af efteråret – og derfor har jeg stillet dem, siger Ellen Trane Nørby, der i går aftes fik en 74 siders langt svar fra Kulturministeriet.

Ministeriet har dermed været næsten fire måneder om at svare og brugt et ukendt beløb på sagsbehandlingen af de mange spørgsmål.

Hun blev i går udsat for massiv kritik fra det røde hold.

- Det tenderer chikane mod Kulturministeriet og kulturministeren og misbrug af Folketingets spørgemuligheder, når Ellen Trane Nørby stiller 696 spørgsmål til en sag, hvor hun er uenig i en afgørelse truffet af Kulturarvsstyrelsen, siger Mogens Jensen, der er kultur- og medieordfører hos Socialdemokraterne.

Folketingets formand, Mogens Lykketoft, kalder det voldsomt at stille 656 spørgsmål og overvejer at indskærpe reglerne.

- Hvis der kommer en bølge af folketingsmedlemmer, der stiller en bunke af spørgsmål, så må vi tage hele regelsættet op om, hvordan man skal gebærde sig. Det er muligt, at vi får en drøftelse af det på næste præsidiemøde, siger han til Politiken.dk.

Ellen Trane Nørby afviser Lykketofts kritik.

- Jeg kan se, at Mogens Lykketoft vil bestemme, hvad Folketingets medlemmer må spørge om. Det er upassende. Hvis Lykketoft og andre fra regeringspartierne ser det som deres opgave at beskytte embedsapparatet, ser jeg det som min opgave at beskytte borgerne, siger hun.

Som BT skrev i går, sendte Ellen Trane Nørby 23. maj en vred mail til kulturministeren, hvor hun truede med politiske repressalier, fordi hun følte sig dårligt informeret om afslaget.

SFs politiske ordfører, Jesper Petersen, mener, at hun er ude i en straffeaktion mod kulturministeren, efter at Museet for Religiøs Kunst fik nej til støtte.

- Det ligner en slags straffeaktion for at give kulturministeren skrivekrampe, men bagved ligger der jo hundreder af spildte arbejdstimer i ministeriet og på museerne. Oppositionen skal have gode muligheder for at gå regeringen efter i sømmene. Men det her er altså ude på et overdrev. Ellen Trane og Venstre har mikset en cocktail af chikane og spild af skatteborgernes penge, siger Jesper Petersen, der i går bad kulturministeren svare på, hvor meget Trane Nørbys 696 spørgsmål koster skatteborgerne.