Så du det? Nu bliver TV 2 beskyldt for at klippe opsigtsvækkende øjeblik ud
En gruppe kvinder med tørklæde rejste sig ikke under mindehøjtideligheden. Da TV 2 senere delte klippet på Facebook, var sekvensen væk. Nu forklarer kanalen hvorfor.

En gruppe kvinder med tørklæde rejste sig ikke under mindehøjtideligheden. Da TV 2 senere delte klippet på Facebook, var sekvensen væk. Nu forklarer kanalen hvorfor.

»Vi måtte åbenbart ikke se indvandrernes skamløse afvisning af mindehøjtideligheden.«
Sådan lyder det nu fra den konservative forfatter og debattør Kasper Støvring, som langer ud efter TV 2.

Under kanalens direkte transmission fra Islands Brygge søndag blev der holdt et minuts stilhed til minde om den 32-årige svenske familiefar, der er død efter et overfald ved et VM-storskærmsarrangement tidligere på ugen.
Efter TV-vært Morten Ankerdal havde bedt publikum om at rejse sig, panorerede kameraet hen over pladsen. Her kunne man blandt andre se en alvorstung justitsminister Nicolai Wammen (S) - og så en gruppe kvinder i hijab, som blev siddende.
Senere delte TV 2 et forkortet klip af mindehøjtideligheden på Facebook. Her var netop den sekvens klippet væk – og det har nu udløst kritik.
»Det er meget fint, at TV 2 afholder mindehøjtidelighed, og der er også et argument for at bortcensurere de hijabklædte indvandrerkvinders mangel på respekt og mangel på villighed til at deltage i mindehøjtideligheden, nemlig, at det krænker de sørgende og kaster grus i den ellers fine højtidelighed,« udtaler Støvring til B.T. og fortsætter:
»Men medier er altså først og fremmest forpligtet på at vise virkeligheden på godt og ondt, ikke at filtrere ubehagelige dele af virkeligheden bort.«
Løsgænger i Folketinget Nadja Natalie Isaksen er også ude med riven.
Men hvorfor er det så vigtigt, om TV 2 lige har den del med eller ej?
»Det virker for mig som om, man prøver at styre fortællingen og fremstå politisk korrekt, når TV 2 klipper i klippet på den her måde. Hvorfor ikke bare vise det samme klip, som blev vist i TV?« siger Isaksen til B.T. og fortsætter:
»Når man som medie klipper og redigerer på den måde, kan det hurtigt komme til at virke som om, man forsøger at få det til at se anderledes ud, end det egentlig var. Jeg synes i stedet, man burde vise det, der faktisk skete: At ikke alle følte sig forpligtet til at vise den respekt for familien og den afdøde, som TV 2 forventede.«
TV 2 ønsker ikke at stille op til interview om sagen.
I en skriftlig kommentar erkender kommunikationsdirektør Cathrine Kier, at det var en fejl, at der blev slået over på reklamer, og den slags kan ske, »når man laver live-tv.«
»Vi kan fuldstændig afvise, at vi har klippet til reklamer, fordi ikke alle på pladsen ville deltage i mindehøjtideligheden, og de spekulationer kan vi mane til jorden med det samme,« slår hun fast.
Cathrine Kier har desuden selv et bud på, hvorfor de pågældende kvinder ikke rejste sig under mindehøjtideligheden:
»Hvis man har set hele transmissionen, er det tydeligt, at ikke alle på pladsen var klar over, at der var tale om en mindehøjtidelighed, og at flere personer ikke deltog ved at rejse sig op. Både de kvinder, der bliver talt om, og mennesker omkring dem.
I forhold til den forkortede video på sociale medier, hvor de tildækkede kvinder ikke er med, lyder det fra Cathrine Kier, at »det var naturligt at klippe efter, justitsministeren har været i billedet.