Et flertal i Folketinget er blevet enige om ordlyden af den tiltale, som Inger Støjberg skal forsvare sig mod i en kommende rigsretssag.

»Det er en historisk og alvorlig sag, som vi er vidne til, og derfor er det glædeligt, at der er enighed om at rejse tiltale. Vi sender det nu til Inger Støjberg, så hun kan læse det først,« siger Radikale Venstres retsordfører, Kristian Hegaard, efter Folketingets partier onsdag eftermiddag har haft møde om sagen.

B.T. er kommet i besiddelse af anklageskriftet, som man kan læse i sin helhed nederst i artiklen.

Det centrerer sig om, at Inger Støjberg i sin tid som minister ulovligt og undtagelsesfrit iværksatte og fastholdt en administration, hvor ægtefæller og samlevende par – hvoraf den ene var mindreårig – blev adskilt, mens de var indkvarteret i asylsystemet.

Radikales Kristian Hegaard (tv.) og Jeppe Bruus fra Socialdemokratiet til mødet, hvor tiltalen mod Støjberg kommer på plads.
Radikales Kristian Hegaard (tv.) og Jeppe Bruus fra Socialdemokratiet til mødet, hvor tiltalen mod Støjberg kommer på plads. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Det er ifølge tiltalen en skærpende omstændighed, at Støjberg gav urigtige og misvisende oplysninger til Folketinget om sagen. Hun skal ifølge tiltalen dømmes efter Ministeransvarlighedslovens paragraf 5.

Den lyder: 'En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.'

Strafferammen er bøde eller fængsel indtil to år. Tiltalen sendes nu i høring hos Støjbergs advokat, før Folketingets partier tager endelig stilling til det.

Dansk Folkeparti er modsat Radikale Venstre meget imod en rigsretssag.

Inger Støjberg skal til at forberede sig på rigsretssagen. Men det dør man ikke af, som hun siger.
Inger Støjberg skal til at forberede sig på rigsretssagen. Men det dør man ikke af, som hun siger. Foto: Emil Helms
Vis mere

»Det, vi er vidne til i dag, er en skandale af dimensioner. Venstrefløjen, der nedsatte den her kommission, har udnyttet de åbenbare svagheder, der er i Venstre og De Konservative, når det gælder udlændingepolitikken. De står ikke sammen om Inger Støjberg,« siger Peter Skaarup (DF), der frygter, at udlændingepolitikken lempes som følge af sagen.

Der skal i februar stemmes ja eller nej til, om Inger Støjberg skal for Rigsretten. Allerede nu tegner der sig et stort flertal for et ja.

Hos Støjbergs eget parti, Venstre, vil 32 medlemmer stemme for en rigsretssag, mens ni vil stemme imod. Formand Jakob Ellemann-Jensen vil stemme for.

»Jeg kan ikke leve med anklager om, at Venstre ikke kerer sig om lov og ret. Når sådanne anklager rejses, så skal de afklares, og der er ikke andre veje end en rigsretssag,« har han udtalt.

Støjberg mener, at Ellemann-Jensen inviterede resten af partierne til at rejse tiltale mod hende:

»Jeg er skuffet over, at det er min egen formand, Jakob Ellemann-Jensen, der inviterer resten af Folketinget til at rejse en rigsretssag mod mig,« sagde hun.

Hun har erkendt 'fejl' i sagen, men fastholder, at det var rigtigt at adskille parrene.

Det er langtfra sikkert, at hun fortsætter i Venstre.

»Den største mistillidserklæring, man kan give en kollega i Folketinget, er at rejse en rigsretssag. Det er også derfor, at jeg overvejer, hvad der skal ske.«