Socialdemokratiet vil forsvare velfærd ved at trimme puljer, siger partiets kommunalordfører, Magnus Heunicke.

København. Socialdemokratiet vil ligesom regeringen hellere bruge på penge på velfærd end administration, fordi ansøgere skal søge statslige puljer.

Men selv om S er enig med regeringen, kritiserer partiet regeringen for at oprette ti statslige puljer i finansloven.

Det siger kommunalordfører Magnus Heunicke (S) efter sit første møde med innovationsminister Sophie Løhde (V) og alle Folketingets partier om færre statslige puljer.

Forslaget fremgår af regeringens udspil "Færre regler og mindre bureaukrati".

- Idéen er god. Vi kan jo se, at med alle de puljer, der vokser frem år for år, er kommunerne nødsaget til at ansøge og derefter dokumentere, hvad pengene er gået til. Det er et kæmpe papirarbejde, siger Magnus Heunicke.

Der uddeles årligt omkring tre milliarder kroner fra statslige puljer til kommuner og regioner til velfærd. Regeringen vil halvere antallet af puljer inden 2022. Regeringen ønsker færre, men større puljer.

Socialdemokratiet satser på en bred, politisk aftale, siger Magnus Heunicke.

- Derfor opfordrer vi regeringen til at starte med sin egen finanslov. Det er jo lidt barokt, at mens vi forhandler, så har regeringen i finansloven opfundet ti nye statslige puljer, siger Magnus Heunicke.

Mange statsministre har før forsøgt at bekæmpe offentligt bureaukrati.

I 1983 lancerede Poul Schlüter (K) et "Moderniseringsprogram". I 1993 fremlagde Poul Nyrup Rasmussen (S) "Nyt syn på den offentlige sektor", og i 2002 præsenterede Anders Fogh Rasmussen (V) "Med borgeren ved roret".

Senest kom VK-regeringens "Mere tid til velfærd" i 2009.

Og nu vil VLAK-regeringen:

- Fra 2019 til 2022 sammen med kommuner og regioner fjerne byrder og regler i det offentlige for fire milliarder kroner. Beløbet kan bruges lokalt til velfærd.

- Det offentlige skal fra 2019 til 2022 sikre, at udgifter til administration i stat, kommuner og regioner falder hvert år.

- Statslige puljer, hvor kommuner og regioner kan søge, skal reduceres med 50 procent inden år 2022.

/ritzau/