Ledige må hentes i Spanien, Italien og Frankrig, siger Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, i TV2.

København. Sydeuropæiske ledige skal udfylde huller i danske virksomheder. Det foreslår Socialdemokratiet, som vil skabe fem midlertidige jobcentre. De skal skaffe et femcifret antal ledige fra Spanien, Italien og Frankrig.

Det budskab har Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, tirsdag med til godt 1000 ledere, politikere og embedsmænd ved Dansk Industris møde i København.

Det oplyser hun til TV2.

Ved DI's møde taler statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og kronprins Frederik også.

- Den ungdomsarbejdsløshed, vi ser nogle steder, tynger samfundsøkonomien, siger Mette Frederiksen.

- Det er oplagt at se på, hvordan vi kan understøtte en højere grad af mobilitet i Europa, så danske virksomheder, der har brug for arbejdskraft, kan få den, uden det betyder den indvandring, som vil følge af at sætte beløbsgrænsen ned.

En udlænding skal tjene mindst 417.793 kroner om året for at få job i Danmark. Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti afviser regeringens forslag om at sænke mindstelønnen, så flere udlændinge kan arbejde i Danmark.

- Jeg vil helt ærligt sige, at jeg synes, det er forkert at rekruttere faglært arbejdskraft fra Afrika og Asien. Det er den forkerte vej at gå for Danmark, mener Mette Frederiksen.

- Vi kan ikke kun se på, hvilken erhvervspolitik vi fører, eller hvad virksomhederne efterspørger. Vi er nødt til at sikre os, at integrationen kan følge med.

Hun understreger, at EU-borgere kan bevæge sig frit for at søge arbejde i andre medlemslande.

DI så gerne beløbsgrænsen sat ned til 325.000 kroner om året.

- Fordi så kan vi tiltrække lige præcis de faglærte, som virksomhederne har så stor brug for, siger DI's administrerende direktør, Karsten Dybvad, til TV2.

Han ærgrer sig over S.

- Vi havde gerne set, at man havde fjernet "benspænd" i forhold til at ansætte udenlandsk arbejdskraft, siger Karsten Dybvad.

- Men Socialdemokratiet vil åbenbart ikke nedsætte beløbsgrænsen, og det er ærgerligt.

/ritzau/