Selvskanning af pas kan ifølge Socialdemokraterne være en del af løsningen på problemet med pressede politibetjente i Københavns Lufthavn.

Passagerne i Københavns Lufthavn skal fremover selv skanne deres pas.

Det mener Socialdemokraterne på Christiansborg, der peger på selvskanning af pas som løsning på problemet med politiets underbemanding i lufthavnen.

Udstyret til den elektroniske paskontrol findes allerede, og Justitsministeriet har en arbejdsgruppe igang med at kigge på mulighederne.

Derfor bliver selvskanning af pas formentlig til virkelighed i lufthavnen inden længe, siger den socialdemokratiske retsordfører Trine Bramsen (S).

»Formentlig inden for en meget kort tidshorisont og senest inden for det kommende år,« siger hun til DR Nyheder.

Men der skal også være betjente til stede, understreger hun.

»Er der problemer med passet, så overtager en politibetjent og kontrollerer, om der er noget galt med passet, og om den pågældende eksempelvis skal sigtes,« siger Trine Bramsen.

Socialdemokraternes løfte om elektronisk paskontrol kommer bag på Venstres retsordfører Karsten Lauritzen (V).

»Det har jeg svært ved at tro på, fordi det er noget Venstre har presset på for i længere tid og der har ministeren sagt, at det overvejer vi, men har ikke villet fortælle, hvornår der skete noget. Men hvis det er korrekt, så vil vi glæde os over det. Det kan løse en del af problemet,« siger han til DR Nyheder.

På 13 år er antallet af betjente i lufthavnen halveret, mens antallet af passagerer er vokset med 30 procent, skriver fagbladet Dansk Politi.

Ifølge Københavns Politiforening medfører underbemandingen, at der kommer personer ind i landet, som ikke skulle have haft adgang.