Socialdemokraterne vil med et nyt udspil hæve bøder for social dumping, men arbejdsgiverne frygter, at det kan hæmme væksten.

Hvis Socialdemokraterne genvinder regeringsmagten kan virksomheder med dårlige arbejdsvilkår, lave lønninger og manglende styr på sikkerheden se frem til hårdere straffe, skriver Politiken.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) vil torsdag fremlægge social dumping-udspillet »Dansk løn for dansk arbejde« sammen med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Udspillet indeholder blandt andet højere straf og større bøder til brodne kar på arbejdsmarkedet.

»Vi er udfordret af, at der både på lønmodtagersiden og virksomhedssiden kommer folk udefra, som underminerer det velorganiserede danske arbejdsmarked ved at acceptere meget lave lønninger og dårlige arbejdsvilkår. Det skal stoppes,« siger Mette Frederiksen til avisen.

I løbet af de senere år er bøderne for ulovlig cabotagekørsel og brug af illegal arbejdskraft blevet hævet, og efter valget skal hele bødeområdet analyseres, inden nye skal vedtages.

Justitsministeren vil dog ikke lægge sig fast på, hvor meget bøderne skal hæves.

Socialdemokraterne vil derudover lave en ny samlet social dumping-lov, oprette et nationalt videnscenter og øge samarbejdet med de østeuropæiske lande om et forpligtende myndighedssamarbejde.

Direktør i Dansk Arbejdsgiverforening Pernille Knudsen mener, at Socialdemokraterne går for vidt med de nye tiltag, da de risikerer at hæmme væksten.

Hun kan ikke se behovet for højere bøder og mener, at nogle politikere og fagbevægelsen prøver at opstille protektionistiske regler, som hegner Danmark ind, skriver Politiken.