Hvis det står til Socialdemokratiet, skal det centrale velfærdsforlig genbekræftes, efter at der er dannet en ny regering - modsat Venstre og De Konservative, der ønsker at genbekræfte det nu.

Sådan lyder det fra socialdemokratiske Peter Hummelgaard i et opslag på Facebook, hvor han ærgrer sig over, at Venstre og De Konservative "lækker oplysninger fra fortrolige forhandlingsmøder".

- Vi ønsker at fremtidssikre forliget og skabe en mere retfærdig pension, men det er en politisk diskussion, der må tages mellem partierne, skriver Hummelgaard.

Han er kommet til tasterne, efter at partiformændene Troels Lund Poulsen (V) og Mona Juul (K) i et skriv har anklaget Socialdemokratiet for brud på velfærdsaftalen.

Under forhandlinger med kongelig undersøger Mette Frederiksen (S) er partierne blevet meddelt, at forliget er "faldet", lyder det.

Velfærdsaftalen blev indgået i 2006 og sikrer, at borgerne arbejder længere i takt med, at levealderen stiger. Det er et af de mest centrale forlig i dansk politik.

Forud for valget lød det fra Socialdemokratiet, at partiet vil ændre på velfærdsforliget, så pensionsalderen i fremtiden kan stige langsommere. Det var et af partiets store udmeldinger op til valget.

Peter Hummelgaard understreger, at Socialdemokratiet vil genbekræfte forliget efter regeringsdannelse, da "det modsatte risikerer utilsigtede konsekvenser for fremtidige regeringsdannelser".

- Det er blevet svært nok i forvejen at danne regering, og det bør ikke yderligere kompliceres af en situation, hvor der også indgås forlig før en regering er dannet, skriver han.

Ifølge Venstre og De Konservative har Mette Frederiksen oplyst til partierne, at velfærdsforliget er "faldet", da man "teknisk set ikke anser Moderaterne for at være med i forliget".

Hummelgaard skriver, at det er Finansministeriets vurdering, at Moderaterne "teknisk set ikke længere er en del af forliget", og at det også har overrasket Socialdemokratiet.

Finansministeriet har tidligere i et svar til Folketinget oplyst, at Moderaterne indtræder i forliget "som følge af regeringsdannelse". Det fremgår af et svar fra januar 2023, efter at SVM-regeringen blev dannet i december 2022.

Ritzau har kontaktet Finansministeriet for at få svar på, hvorvidt Moderaterne indgår i forliget eller ej.

- Da der for øjeblikket er forhandlinger om en ny regering, vil Finansministeriet som udgangspunkt ikke komme med udtalelser i forbindelse med pressehenvendelser, skriver ministeriet tirsdag aften.

Hummelgaard opfordrer til sidst i sit opslag Venstre og De Konservative til at "finde en løsning ved forhandlingsbordet fremfor diskussioner i pressen".

/ritzau/