Mike Fonseca, der er blevet smidt ud Moderaterne, er bestemt ikke velkommen i Socialdemokratiet, efter det kom frem, at Mike Fonseca har et seksuelt forhold til en 15-årig pige. 

Sådan lyder det fra gruppeformand i partiet Leif Lahn Jensen. 

Tilgivelsen var en anden, da partiet skulle forsvare, at Jeppe Kofod, der i 2008 gik i seng med en 15-årig pige fra Socialdemokratiets ungdomsparti, blev hentet ind som udenrigsminister i 2019 i Mette Frederiksens rene S-regering.   

B.T. har været en tur i citatbrønden for at finde ud af, hvordan ledende socialdemokrater forsvarede Jeppe Kofod.

Det var på et påskekursus i det socialdemokratiske ungdomsparti (DSU) i 2008, at den dengang 34-årige Jeppe Kofod havde sex med en 15-årig pige. 

12 år senere blussede sagen op, da Metoo-debatten for alvor tog fart, og da De Radikales nuværende næstformand, Samira Nawa, sagde klokkeklart til B.T., at Jeppe Kofod ikke kunne besidde en ministerpost, hvis han havde været radikal. 

Det fik socialdemokraterne på barrikaderne i et hårdnakket forsvar for den daværende udenrigsminister.  

»Jeppe Kofod har både undskyldt og beklaget og har gjort det for mange år siden,« sagde statsminister Mette Frederiksen tilbage i 2020 og understregede, at hun havde tillid til sin udenrigsminister.

»Jeg synes, det er vigtigt, at hvis man begår en alvorlig fejl, som det her er udtryk for, at man så undskylder og beklager og selv lægger afstand til det, der måtte være sket. Og så har jeg ikke mere at sige til det,« sagde statsminister Mette Frederiksen tilbage i 2020 til TV 2.

Jeppe Kofod blev hentet ind som udenrigsminister af Mette Frederiksen i 2019. 
Jeppe Kofod blev hentet ind som udenrigsminister af Mette Frederiksen i 2019.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Også Mogens Jensen, som dengang var på Mette Frederiksens ministerhold, slog ring om Jeppe Kofod tilbage i 2020. 

»Jeg synes, at det er lidt besynderligt, at lige præcis nu, hvor det vælter ind med masser af beretninger fra kvinder om sexchikane, der foregår nu og her, at man så skal vende tilbage til en 12 år gammel sag, der er fuldt belyst og har været fuldt fremme i offentligheden, og hvor Jeppe Kofod også har undskyldt,« sagde daværende minister Mogens Jensen til TV 2 News. 

Joachim B. Olsen: Det betyder det for regeringen, at Fonseca er færdig.

Socialdemokratiets daværende politiske ordfører, Jesper Petersen, gik også ud og tog kuglerne for Jeppe Kofod.  

»Jeg er sgu målløs. Jeg synes, det er et urimeligt personangreb på udenrigsministeren,« sagde Jesper Petersen. 

Og skruer man tiden tilbage til 2008, var der fuldtonet opbakning til Jeppe Kofod fta regeringens nuværende social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil. 

»Reaktionen fra Jeppe Kofods bagland og DSU er totalt overreaktion. Manden har intet ulovligt gjort. Hvis man mener, det ikke er i orden at have et seksuelt forhold til en person på 15 år, så må man stille forslag til en lovændring, hvor lavalderen bliver sat i vejret,« sagde hun til Ekstra Bladet:

»Jeppe har lagt sig fladt ned, hvilket er det helt rigtige at gøre. Det giver plads til alle reaktioner og dermed mulighed for at tage ham 'tilbage' igen. Jeg ser intet som helst belæg for, at det her skal koste ham den mindste flig af en politisk karriere.« 

Hvis Jeppe Kofod stadig sad som udenrigsminister her i kølvandet på Fonseca-sagen, ville det ifølge B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, have givet statsminister Mette Frederiksen og Socialdemokratiet grå hår i hovedet. 

Mike Villa Fonseca, nyvalgt folketingsmedlem for Moderaterne, skriver under på en erklæring om at ville overholde Grundloven i Fællessalen på Christiansborg, onsdag den 16. november 2022.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)
Mike Villa Fonseca, nyvalgt folketingsmedlem for Moderaterne, skriver under på en erklæring om at ville overholde Grundloven i Fællessalen på Christiansborg, onsdag den 16. november 2022.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Deres store held er, at Jeppe Kofod ikke sidder som udenrigsminister. Hvis han gjorde det, så havde de et kæmpe forklaringsproblem,« siger han og tilføjer: 

»Men det er da tankevækkende, at landets statsminister uden at blinke kunne udnævne Jeppe Kofod, velvidende at han havde den her sag i baggagen.«

Tirsdag stod B.T. klar med mikrofonen ved Socialdemokratiets gruppeværelse med ét spørgsmål: 

Når Jeppe Kofod var værdig til at være udenrigsminister i en ren S-regering, hvorfor er Mike Fonseca så ikke velkommen i Socialdemokratiet, og er han værdig til at blive siddende i Folketinget?

Du kan se, hvad blandt andre Mogens Jensen og Jesper Petersen svarede i videoen i toppen af denne artikel. 

Med fare for at spoile, kan det godt røbes, at lysten til at svare på det spørgsmål var temmelig begrænset. 

Lyt til B.T.s podcast 'Slottet & Sumpen' her: