Ved du noget om sagen, eller kender du til lignende sager, så vil BT meget gerne høre fra dig på 1929@bt.dk eller på Facebook.

Den 37-årige nordjyske regionsrådspolitiker Thomas Hav uddyber nu den undskyldning, han har givet for at have sendt krænkende beskeder i en chat med det menige medlem af Socialdemokratiet, Jasmine Søgaard, som han kaldte ‘tæve’.

I en udtalelse til BT skriver han, at min ‘måde at kontakte på har været uelegant og man kan sikkert finde andre citater, hvor jeg går til eller over grænsen.’

Thomas Hav ønsker ikke at gå ind i en diskussion om, hvorvidt han frygter, at andre kvinder i kølvandet på Jasmine Søgaards offentliggørelse af deres messenger-chat offentliggør andre belastende korrespondancer. I stedet betoner han, hvorfor det er vigtigt for ham at sætte flere ord på sin undskyldning.

Regionsrådspolitkeren Thomas Hav står frem efter sag om krænkelse af menigt medlem af Socialdemokratiet.
Regionsrådspolitkeren Thomas Hav står frem efter sag om krænkelse af menigt medlem af Socialdemokratiet.
Vis mere

»Når jeg står frem nu, er det fordi den her sag har ramt hårdt og gør ondt. Det har aldrig været min hensigt at skade nogen eller gøre nogen ondt. Sådan er jeg ikke som menneske. Jeg har et behov for at forklare, at det måske ikke er så unormalt, at en mand i min alder, der bor alene, søger kvindelige bekendtskaber. Jeg håber, at jeg ved at forklare mig, kan lande på benene igen som menneske,« siger han til BT og henviser til udtalelsen:

Heri skriver han:

'Jeg vil ikke gemme mig længere af frygt for at fortælle sandheden, derfor får du den her. Jeg har boet alene i 6 år. I den tid har jeg været åben på markedet og søgt bekendtskaber. Jeg har også haft bekendtskaber, en del må jeg ærligt sige, men har aldrig haft til hensigt at såre nogen. Jeg indrømmer, at jeg har skrevet med flere kvinder gennem de seneste 6 år, og også haft et aktivt sexliv og har skrevet frække beskeder, der vil se underlige ud uden for det fortrolighedsrum de var skrevet i.'

Han skriver videre:

'Jeg vedstår ærligt, at jeg synes kvinder er dejlige og attraktive. Kald det en last; men ikke unormalt for mænd i min alder! Jeg har aldrig opsøgt kvinder uden deres accept. Erkender, at min måde at kontakte på har været uelegant, og man kan sikkert finde andre citater, hvor jeg går til eller over grænsen. Har mødt flere søde kvinder også over nettet. Har altid bygget på at vi respekterede hinanden og var fortrolige - en flirt er noget personligt mellem to mennesker!'

Thomas Hav er udtrådt af den Socialdemokratiske gruppe i regionsrådet i Nordjylland, ligesom han er udmeldt af partiet. Han ønsker ikke at svare direkte på, om han håber, at hans offentlige bodsgang kan få ham tilbage i den socialdemokratiske gruppe i Nordjylland, men siger:

»Det ligger uden for mine hænder. Det er ledelsens beslutning. Men jeg ved godt, hvem mit politiske hjerte banker for. Det er menneskeligt at fejle, men guddommeligt at tilgive.«