Regeringens plan om at oprette et udrejsecenter for afviste asylansøgere i et land på Balkan kommer ikke til at lide skibbrud, hvis magten skifter efter næste valg. Tværtimod.

Sådan lyder det fra Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører, Mattias Tesfaye.

»Hvis Socialdemokratiet vinder regeringsmagten, vil vi fortsætte det arbejde. Vi har desværre store problemer med at få hjemsendt folk, der har fået afslag på asyl i Danmark. De vil hellere bo i Danmark uden lovligt ophold end i deres hjemland. Det er en skidt udvikling,« siger han og tilføjer:

»Hvis de afviste asylansøgere i stedet skal vælge mellem et udrejsecentre på Balkan og at tage hjem til deres eget land, så tror jeg, at flere afviste asylansøgere vil samarbejde med de danske myndigheder om at rejse hjem.«

Meldingen fra Socialdemokratiet kommer, efter B.T. tirsdag kunne afsløre, at Danmark i et bilateralt samarbejde med Østrig er i dialog med flere lande på Balkan om at oprette et udrejsecenter dér til afviste asylansøgere fra Danmark og Østrig.

Det er oplysninger, som hidtil har været henlagt i total mørke af den danske regering.

Socialdemokratiet mener, at det er afgørende, at centeret får så stor en kapacitet, at det sender et klart signal til omverdenen om, at en asylansøgning i Danmark kan resultere i et mindre attraktivt ophold i et udrejsecenter på Balkan.

»Vi vil ikke kunne komme til at sende alle afviste asylansøgere til et sådant center. For os er det vigtigste, at vi kommer i gang. Men hvis det skal have væsentlig betydning for Danmark, skal vi rimelig hurtigt op på et tre-cifret antal. Det skal ikke handle om 5-10 personer, for så sender det ikke noget signal,« siger Mattias Tesfaye.

Han tilføjer, at asylansøgere fra visse lande stort set altid får afslag på asyl af de danske myndigheder.

Det gælder ifølge Mattias Tesfaye blandt andre asylansøgere fra Nigeria og Iran.

»De vil simpelthen hellere leve illegalt i Danmark end legalt i deres eget land. Det kan man måske godt forstå, hvis man sætter sig i deres sted. Men vores samfund kan ikke holde til, at et stigende antal mennesker opholder sig i Danmark uden opholdstilladelse,« siger han og understreger:

»Derfor bliver vi nødt til at gøre det klart, at alternativet til at blive i sit hjemland ikke er en illegal tilværelse i Danmark, men et ophold (i et udrejsecenter, red.) på for eksempel Balkan. Så tror jeg, mange vil sige, at så tager jeg hjem til Nigeria eller Iran.«

Martin Henriksen, udlændingeordfører for Dansk Folkeparti.
Martin Henriksen, udlændingeordfører for Dansk Folkeparti. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, ser gerne, at regeringen lægger sig i selen.

»Det er en sag, som vi følger tæt fra Dansk Folkepartis side og løbende drøfter med regeringen. Vi er ikke særligt tålmodige. Det er også derfor, vi rejste spørgsmålet under finanslovsforhandlingerne og bad om at få skrevet det ind i finanslovsaftalen for at minde regeringen om, at det er noget, der skal prioriteres meget højt.«

Dansk Folkeparti ønsker, at udrejsecenteret får så stor kapacitet som overhovedet muligt.

»Antalsmæssigt har vi i Dansk Folkeparti ingen øvre grænse,« fastslår Martin Henriksen.