DF og S vil lade politiet gemme nummerpladeoplysninger i 30 dage, selv om der ikke er nogen mistanke.

Politiet skal udstyres med flere nummerpladescannere og kunne gemme oplysningerne fra de registrerede nummerplader i længere tid.

Det er meldingen fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, skriver dr.dk.

»Vi ved, at nummerpladescannere er uhyre effektive, når det handler om at opklare kriminalitet hurtigt og effektivt og finde frem til kriminelle,« siger Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen.

Scannerne registrerer biler, der eksempelvis er efterlyste eller kører rundt med stjålne nummerplader.

Oplysningerne må som udgangspunkt kun gemmes i 24 timer, med mindre bilisten er mistænkt for at have gjort noget ulovligt.

Hvis det er tilfældet, må oplysningerne gemmes i 30 dage.

Men nu vil S og DF gøre det til en hovedregel, at alle oplysninger som udgangspunkt kan gemmes i 30 dage.

»Det virker jo helt grotesk, at vi har det her fantastiske redskab, og så kan man i mange tilfælde kun gemme de her billeder i 24 timer. Lad os da lade dem (red. politiet) opbevare dem i meget længere tid,« siger DF's retsordfører, Peter Kofod Poulsen, til dr.dk.

Ønsket preller dog af på regeringspartiet Venstre.

»Vi mener ikke, at danskerne skal registreres bare for at blive det. Registreringen skal havde et formål.«

»Så indtil vi får en fornuftig begrundelse fra politiet eller Politiets Efterretningstjeneste for yderligere registrering, så kan jeg ikke se, at der er nogen grund til det,« siger retsordfører Preben Bang Henriksen (V) til dr.dk.

/ritzau/