Det er »meget problematisk« og »dybt bekymrende«, at politiets kørekortregister med CPR-numre er hacket. Det mener Socialdemokraterne, der nu vil have alle myndigheder undersøgt

Politiets kørekortregister med CPR-numre er blevet hacket i sommeren 2012. Det oplyser Rigspolitiet, der fortæller, at dele af registret kan være ændret.

Hos Socialdemokraterne vækker det stor bekymring.

»Et så alvorligt hackerangreb må naturligvis ikke ske. Jeg synes, det er meget bekymrende, og nu bliver vi nødt til at se, hvordan vi kan sikre os mod, at noget lignende gentager sig,« siger IT-ordfører Trine Bramsen (S).

Se videoen fra torsdagens pressemøde: Hackerangreb under optrævling

IT-sikkerhedseksperter fra Forsvarets Efterretningstjenestes Center for Cybersikkerhed er nu gået sammen med Politiets Efterretningstjeneste (PET) om at opklare sagen. Hackerangrebet vil betyde, at man nu bliver nødt til at undersøge samtlige offentlige myndigheder.

»Det kommer til at ske igen, og jeg er sikker på, at vi ikke kan gardere os fuldstændig. Men nu må vi samtlige offentlige myndigheder igennem med lup for at sikre os, at de ikke har været udsat for noget lignende,« siger Trine Bramsen.

Hackerne har tilsyneladende hentet oplysninger om CPR-numre og om efterlyste i Schengen-området.

»Vi bliver nødt til at blive bedre til at sikre vores IT-systemer. Kriminelle arbejder online, og det er en stor trussel. Det er noget, vi må tage meget alvorligt,« siger Trine Bramsen.

Ifølge politiet er det muligt, at data-hackerne har haft adgang til registre fra Skat og fra Moderniseringsstyrelsen. Angrebet er tilsyneladende sket uhindret og uopdaget over en periode fra april til august 2012.