To socialdemokratiske ministre får hård kritik fra komiker Anders Matthesen, efter at de brugte hansudtalelse i valgkampen.

Sagen kommer blot få dage efter en lignende konflikt mellem partiformand Mette Frederiksen (S) og sanger Birthe Kjær.

Henrik Qvortrups er B.T.s politiske analytiker. Foto: Nicoline Kjems-Krognos

»Det er jo sindssygt pinligt for Socialdemokratiet. Det afspejler nogle politikere, der er ivrige efter at fremstå folkelige og lukrerer på andres popularitet.«

Sådan lyder vurderingen fra B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup.

Tirsdag delte fungerende social- og boligminister Sophie Hæstorp (S) og fungerende udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund (S) begge en udtalelse fra Anders Matthesen, som de mente støttede partiets forslag om formueskat.

Men det faldt i ekstremt dårlig jord hos komikeren.

På Instagram tog Anders Matthesen skarpt afstand fra opslagene og kaldte Socialdemokratiets valgkamp for »klam«. Samtidig beskyldte han politikerne for at bruge »opportunistiske« og »ulækre tricks«.

»Det er billigt købte point. Og det slår tilbage på partiet som en boomerang,« siger Henrik Qvortrup.

Begge ministre har siden slettet deres opslag.

Sagen kommer få dage efter, at Mette Frederiksen måtte fjerne en kampagnevideo, hvor Socialdemokratiet brugte Birthe Kjærs sang Vi maler byen rød.

Den folkekære sanger reagerede vredt på brugen af sangen.

Ifølge Henrik Qvortrup risikerer den slags sager at skade partiet mere, end de gavner.

»Det kan godt være, de trækker det tilbage. Men den negative effekt af pinlighederne er større end at opnå et shine i Birthe Kjærs skær,« siger han.

Analytikeren vurderer, at episoderne kan være tegn på en valgkampmaskine, der kører for hurtigt.

»Hvis der kommer endnu en sag, vil katastrofen være fuldtonet. Så bliver kampagnen udstillet i al sin forlorenhed.«

»Det bryder danskerne sig ikke om.«

Andre partier har også brændt nallerne på kendte danskere.

Både Inger Støjberg (DD) og Lars Løkke Rasmussen (M) har tidligere fået kritik for at bruge henholdsvis Suspekt og Gnags i politisk iscenesættelse.

Men ifølge Henrik Qvortrup er problemet særligt udtalt hos Socialdemokratiet.

»Man låner popularitet og berømthed – og Socialdemokratiet er blandt de værste.«

»Jeg tillader mig at sige, at den forlorne folkelighed næsten er blevet partiets særkende. Man får indtryk af, at de prøver lidt for hårdt at gøre sig attraktive for brede vælgergrupper.«

Du kan følge med i den politiske udvikling i B.T.s liveblog HER.