Lyt til artiklen

Socialdemokraternes pressemedarbejder David Tarp beklager, at han kalder sammenligning mellem DF og Iran 'spot on' og 'sand'. Men han fastholder, at et forslag fra DF minder om kulturen i Iran.

Det er undskyldning nr. 2 til DF på to dage. Fredag måtte DR2 undskylde, at en redigerende journalist på DR2 havde sammenlignet DF med Vogternes Råd i Iran

'I Iran har de Vogternes Råd. I Danmark har vi Dansk Folkeparti,' lød opdateringen på Facebook, som DR2 måtte undskylde.

Vogternes Råd administrerer sharia-lovgivningen, der bl.a. tvinger kvinder til at gå tildækket og straffer kvinders utroskab med døden ved stening, ligesom der er dødsstraf for at forlade islam.

Men den sammenligning var 'spot on', mente S-medarbejderen på Twitter, hvilket har fået Morten Messerschmidt til at kræve en ny undskyldning. Dennegang af Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke.

- Den direkte sammenligning med Vogternes Råd var for hård, erkender David Tarp, som i øjeblikket er vagthavende pressemedarbejder hos Socialdemokraterne, som alle henvendelser går igennem.

- Men som jeg i en efterfølgende tweet gjorde opmærksom på, mente jeg at Dansk Folkepartis forslag om at lovgive om dansk kultur svarer til håndhævningen af kulturel opførsel, som man har i visse mellemøstlige lande, herunder Iran. Når man lovgiver om kultur vil det næste skridt jo være at den skal håndhæves af myndighederne, siger David Tarp, der tilføjer, at der er tale om hans 'private holdning', og at han havde fri, da han skrev tweeten.

Politisk ordfører Magnus Heunicke har hidtil ikke været til at træffe. På hans telefonsvarer henviser han til David Tarp.

Sagen startede med, at en redigerende journalist på DR2 skrev på Facebook, at Dansk Folkeparti er at sammenligne med Vogternes Råd i Iran.

Forud for en debat i Deadline fredag aften mellem værten Martin Krasnik og Dansk Folkepartis EU-parlamentariker, Morten Messerschmidt, om halal-slagtning, skrev redaktionssekretæren på DR2 følgende på Deadlines officielle profil på Facebook:

'Dansk Folkeparti vil stoppe diskrimination mod dansk kultur. Det skal fx. være forbudt at servere halalkød til alle i børnehaver eller hospitaler, og vuggestuerne skal også holde jul. I Iran har de Vogternes Råd - vi har Dansk Folkeparti. Martin Krasnik er vært, når Morten Messerschmidt gæster Deadline kl.22.30,' skrev redaktionssekretæren på profilen ved 20-tiden fredag aften.

Da Morten Messerschmidt via sin rådgiver blev opmærksom på statusopdateringen på Facebook, kontaktede han Deadline-værten Martin Krasnik og forklarede, at hvis DR2 ikke havde fjernet opdateringen og beklaget den inden for en time, ville han ikke deltage i Deadline.

Deadlines redaktør undskyldte opdateringen. Men efterfølgende skrev David Tarp fra Socialdemokraternes pressetjeneste på Twitter:

'DR-redaktør sammenligner DF med Vogternes Råd. Spot on med nyt forslag. I Iran har man også kulturelt politi.'

Går en pressemedarbejder fra S over stregen, når han sammenligner DF med Vogternes Råd i Iran?

Deltag i debatten herunder.