Jesper Mathiesen, leder af Socialdemokraterne i Syddjurs Kommune, stopper med øjeblikkelig virkning i politik. Det sker som en konsekvens af konstitueringen i kommunen.

Han har ved de seneste to kommunalvalg fået stillet en borgmesterpost i udsigt, men nu trækker Jesper Mathiesen (S), leder af Socialdemokraterne i Syddjurs Kommune, sig helt fra politik, skriver tv2oj.dk.

Han afviser imidlertid, at det skyldes bitterhed.

»Jeg har truffet et valg og vil nu bede om lov til at træde ud af byrådet. Det sker som en konsekvens af den konstituering, vi har været igennem i Syddjurs Kommune. Der er sket et tillidsbrud, og jeg har ikke tillid til Claus Wistoft (V) efter det, der er sket her,« siger Jesper Mathiesen til tv2oj og henviser til, at han havde en aftale med Venstre-lederen om at blive borgmester. I stedet blev Wistoft ny mand på posten.

Men snakken om tillidsbrud klinger hult, mener tidligere borgmester i Syddjurs Kommune, Kirstine Bille (SF).

»Det klinger hult, når han taler om tillidsbrud. Det var nøjagtigt det samme, Socialdemokraterne gjorde mod Venstre ved valget for fire år siden. Det undrer mig, at han nu forlader politik, han har gjort meget for at blive en markant politisk figur i Syddjurs,« siger Kirstine Bille til tv2oj.dk.

Det bliver ifølge tv2oj.dk Christian Haubuf fra Ebeltoft, der overtager Jesper Mathisens plads i byrådet i Syddjurs Kommune.