Kronprinspar bør ikke tage af sted til Saudi-Arabien, lyder kritik. EL vil kalde udenrigsminister i samråd.

København: Officielt besøg til Saudi-Arabien af det danske erhvervsliv og kongehuset møder kritik fra flere steder.

Ifølge socialdemokraternes udenrigsordfører, Nick Hækkerup, er det problematisk, at det er kronprinsparret, der tager af sted.

- Det er godt, at vi gør en masse for at fremme danske handelsinteresser. Danske firmaer får mulighed for at sælge produkter og dermed skabe arbejdspladser i Danmark.

- Det problematiske er, at det er kronprinsparret, der står i spidsen for delegationen. For så er der ikke mulighed for at have den kritiske dialog, som er nødvendig at have med det saudiarabiske styre om menneskerettigheder med videre, siger han til Ritzau.

Sådan lyder det også fra konstitueret generalsekretær i dansk Amnesty International, Trine Christensen.

- Når kongehuset bliver sendt af sted, som ikke har en formel funktion, men er symbolsk, så er det det element, som kan løfte det op i en helt anden liga. Det betyder, at den her delegation får en helt anden karakter, og gør det særligt problematisk, siger hun til Ritzau.

Hos Enhedslisten vækker det så stor harme, at de nu vil kalde udenrigsminister Kristian Jensen (V) i samråd:

- Det er fuldstændig skandaløst, hvis kongehuset og toppen af dansk erhvervsliv besøger Saudi-Arabien. Landet er et brutalt diktatur, der pisker demokratiforkæmpere og halshugger regeringsmodstandere.

- Det er også et land, hvorfra størstedelen af den finansielle støtte til Islamisk Stat og andre ekstremister kommer fra, siger udenrigsordfører Nikolaj Villumsen til Ritzau.

Derfor er det ubegribeligt for ham, hvis udenrigsministeren har godkendt et sådant besøg.

- Det er et brutalt diktatur, som bevæger sig i den helt forkerte retning. De bør ganske enkelt ikke belønnes med et kongeligt besøg og erhvervsfremstød, siger han.

/ritzau/