Venstre sætter taktik over mennesker, når de ikke stemmer for eller imod akutjobpakke, mener Socialdemokraternes politiske ordfører.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, kalder det usselt, at Venstre ikke toner rent flag og stemmer ja eller nej til regeringens akutjobpakke.

- Jeg synes, det er usselt, at Venstre prøver at lurepasse sig igennem. Det er at sætte taktik over mennesker. Når Venstre undlader at stemme, er det det eneste parti i Folketinget, der af taktiske årsager vælger ikke at have en holdning, siger Magnus Heunicke.

Til argumentet om, at akutjobpakken ikke skaber nye arbejdspladser, siger han:

- Regeringen har vores kickstart, der skal skabe arbejdspladser, men her står vi med et problem, vi skal have løst omkring de personer, der mister deres dagpengeret - en konsekvens af Venstres egen dagpengereform, siger Magnus Heunicke.

- Akutjobpakken gør det muligt for 12.500 ledige at rykke frem i køen til at få et job. Det er noget, der vil gøre en konkret forskel for 12.500 mennesker, siger han.

Der stemmes om regeringens akutjobpakke senere tirsdag. De Konservative og Liberal Alliance har bebudet, at de stemmer nej, mens Dansk Folkeparti stemmer ja og dermed sikrer regeringen et flertal. Kun Venstre har sagt, at de vil stemme gult - altså hverken for eller imod.

24. oktober indgik regeringen en aftale med Dansk Arbejdsgiverforening, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening om at finde 12.500 arbejdspladser til dagpengemodtagere, der står til at falde ud af dagpengesystemet efter nytår.

Forslaget er blevet hastebehandlet i Folketinget og forventes vedtaget tirsdag med stemmer fra Dansk Folkeparti og Enhedslisten.