Størstedelen af de kriminelle, der fanges i København, er udlændinge. Det skyldes, at man sætter ind over for udenlandske forbrydere, påpeger Socialdemokraterne.

Den massive indsats mod kriminelle udlændinge virker efter hensigten.

Det konstaterer Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen (S), efter nye tal ifølge metroxpress viser, at antallet af kriminelle udlændinge, der fremstilles i Københavns dommervagt med krav om varetægtsfængsling, stiger for sjette år i træk.

»Vi har sat massivt ind over for de her grupperinger, og derfor tager politiet også flere end tidligere,« siger hun og understreger, at det er et problem, at så mange udlændinge kommer til Danmark for at begå kriminalitet.

En aktindsigt fra Københavns Politi viser, at der i 2013 blev fremstillet 2.854 personer i dommervagten, og 2.148 af dem var udlændinge. Der er endnu ingen tal for 2014.

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup (DF), mener, at tallene viser et behov for politisk handling.

»Det er meget voldsomt, og det viser, at vi har en gigantisk udfordring i vores samfund. Ikke mindst i hovedstaden, hvor de kriminelle udlændinge især begår kriminalitet,« siger han til metroxpress.

Trine Bramsen er enig i, at der er brug for yderligere redskaber i kampen mod kriminalitet.

»Vi er langt fra i mål. Det kalder på nye initiativer, og det kommer vi også med,« siger hun uden at konkretisere, hvilke tiltag det handler om.