- Vi har mistet verdens klogeste ugle, udtaler Helle Thorning-Schmidt, efter at tidligere justitsminister Erling Olsen (S) døde mandag.

Tidligere bolig- og justitsminister og formand for Folketinget, Erling Olsen (S), blev 84 år gammel. Og nuværende og tidligere politikere på tværs af folketinget stod straks klar med mindeord mod den lune politiker, der selv kaldte sig en ugle, »fordi en ugle jo kan se i mørket.«

Formand for Socialdemokraterne, Helle Thorning-Schmidt, udsendte følgende mindeord om Erling Olsen, der i 27 år var medlem af Folketinget.

'Det er med stor sorg, at jeg har modtaget meddelelsen om Erling Olsens død. Han vil blive savnet og husket. Erling var en af de store skikkelser i Socialdemokraternes historie. Gennem flere årtier var han en af de bærende personer i udviklingen af det moderne Danmark. I dag går mine tanker til Erlings familie og venner. Deres tab kan ikke erstattes. Vi har mistet verdens klogeste ”ugle”. Vi har mistet en ven og en ægte kammerat,' skriver Helle Thorning i mindeordet.

Også venstre-manden Christian Mejdahl, der siden satte sig i formandsstolen, mindes Erling Olsen:

- Han havde en rigtigt god måde at være formand på og var respekteret af alle. Jeg vil savne ham som en god kollega, som jeg mødte hvert år til Folketingets åbning. Jeg mødte ham senest i marts, hvor han havde det godt.

- Det mange ikke ved er, at mange af os politikere godt kan være venner på tværs af partierne selv om vi er uenige politisk. Eksempelvis var det meget sigende om Erling Olsen, at han sammen med sin kone besøgte den tidligere fremskridtskvinde Kirsten Jacobsen på sygehuset få dage før hun døde, siger Christian Mejdahl.

En af Erling Olsens nære venner var den tidligere socialdemokratiske finans- og udenrigsminister Mogens Lykketoft:

- Jeg har jo kendt ham som en kær ven lige siden, at han var min lærer på universitetet. De sidste år har vi ofte gået vandreture i Dyrehaven, hvor han altid var klar med knivskarpe analyser af dansk politik. Jeg så ham for blot et par uger siden - og da var han skarp i mælet og i god fysisk form. Døden er kommet meget pludseligt. Desværre, siger Mogens Lykketoft.